Lige nu trues EU af sin uenighed om migranters frie bevægelighed. Næsten dagligt hører vi om både, der har samlet bange mennesker op fra skrøbelige både på et oprørt hav. Mennesker, der ønsker en fremtid i Europa.

Løsningen er ikke at flytte problemerne til Afrika.

En del af dem flygter fra krige, nogle rejser fra undertrykkelse, og andre igen vil væk fra elendighed, og en fremtid de ikke kan se en fremtid i. Fælles for dem er retningen mod Europa, og fælles for dem er mødet med et EU i strid med sig selv om, hvad der skal stilles op.

Når man møder en ussel overfyldt gummibåd i Middelhavet, er man forpligtet til at gøre, hvad man kan, for at redde menneskeliv. Men når skibet er ladet med flygtninge – hvor skal det så sejle hen?

Stop fra Italien

Den nuværende uro i EU handler ikke om, at der kommer flere og flere både med migranter – reelt er antallet faldet kraftigt i forhold til sidste år. Uroen handler om at Italien – der sammen med Grækenland har løftet en kæmpe opgave, som de lande bådene med flygtninge og migranter ofte kommer til – har sagt fra.

Italien vil ikke længere være hele EU's asylkontor – de har sagt fra overfor den Dublin-forordning, som er kernen i EU's asylpolitik. Forordningen går kort sagt ud på, at det første EU-land en asylansøger registreres i, er det land der skal behandle asylansøgningen.

Rejser asylansøgeren videre – for eksempel fra Italien til Danmark – kan Danmark udnytte sin returret, og nægte ophold her i landet.

De sydeuropæiske lande – specielt Malta, Grækenland og Italien – har trukket det korteste strå. Det er hos dem, flygtningene lander, på grund af deres beliggenhed. De andre lande – særligt de østlige og nordlige – synes noget bedre om ordningen, der giver dem retten til at lade andre løse opgaven.

På et nyligt topmøde var dette på dagsordenen – uden at der blev fundet en reel løsning. Der er på ingen måde enighed om, hvem der skal tage opgaven, og hvordan byrderne skal fordeles.

Lejre udenfor EU

Det eneste, man kunne blive enige om, var, at det ville være rart, hvis der ikke kom de både. For at undgå eller reducere antallet vil man lave lejre – udenfor EU.

I de seneste uger har konflikten fyldt meget – og indtil nu været ved at koste den tyske regering livet. For hvilket hensyn skal veje tungest? Kanslerens ide om nødvendigheden af fri bevægelighed eller indenrigsministerens lyst til grænsebomme?

De ser ud til at lande på et kompromis – transitlejre ved grænsen…

Mit bud er, at hverken ideen om lejre i Afrika eller interne grænselejre kommer til at løse det problem EU og medlemslandene står i. Unionen er en fejlkonstruktion – et sammenrend af lande der har fået viklet sig ind i overstatslige løsninger på mellemstatslige udfordringer.

En Union i splid med sig selv, der reelt ikke formår at løse de problemer, der forværres og forstærkes af fri bevægelighed. Løsningen er ikke at flytte problemerne til Afrika – eller håbe på et kompromis mellem så forskellige interesser.

Ingen flygter for sjov. Skal problemet med flygtninge og migranter løses, skal man både se på, hvorfor mennesker flygter – og stoppe med at medvirke til den krig, undertrykkelse og ulighed, der presser folk på flugt.