Frihed er et dejligt positivt ord, en følelse vi alle sammen kender – og sætter højt. At EU har formået at brande det princip, at markedet altid vinder over samfundet som ”de fire friheder”, er tæt på genialt. For hvad kan være galt med frihed? Med fri bevægelighed?

På arbejds-markedet gør den frie bevægelighed det rigtigt svært at opretholde ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Bevægelighed er cool – men fri bevægelighed… Hvad betyder det, hvem gælder det, hvem gavner det?

De fire såkaldte friheder er en konstruktion, der handler om markedet, handler om at fjerne forhindringer for at tjene penge, handler om at gøre EU-landene til en enhed, der ikke belastes af grænser og særlige regler. Det er en markedslogik, der ser nationale spilleregler som forhindringer, der skal fjernes.

Der er fire friheder i det indre marked: fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft.

Scorer kassen på kviklån

Hvis vi ser på den frie bevægelighed for kapital – hvem gavner den? Et friskt eksempel er kviklånsfirmaerne.

EU's regler om fri bevægelighed for kapital gør det muligt for den russiske milliardær Oleg Boyko at tjene kassen på at låne penge ud med tårnhøj rente til et dansk datterselskab – der så tjener penge på at låne penge ud med tårnhøj rente til danske forbrugere.

Overskuddet i datterselskabet holdes nede – for så er der jo ingen profit, og så skal der ikke betales selskabsskat. Pengene, der tjenes, beskattes i landet, der huser moderselskabet, nemlig Malta, der har meget lav eller ingen skat på renter.

Og sådan – helt nemt og helt lovligt efter EU's regler – pumpes der penge udenom statskassen og lige ned i hans i forvejen fyldte lommer. Det er, hvad fri bevægelighed for kapital handler om.

På arbejdsmarkedet gør den frie bevægelighed det rigtigt svært at opretholde ordentlige løn- og arbejdsvilkår, gør det svært at bekæmpe social dumping.

EU-domstolen dømmer gang på gang til fordel for virksomhedernes ret til at have ringere vilkår fremfor arbejdstagernes ret til anstændige forhold.

Tre antifaglige domme

Tre antifaglige domme, der er mere end 10 år gamle, slår linjen fast: Viking Line-dommen fra 2007 slog fast, at strejker kan være en forhindring for etableringsfrihed og kan dømmes ulovlige.

Laval/Vaxholm-dommen – også fra 2007 – slog fast, at faglige blokader eller strejker kun er tilladt til forsvar for nationale minimumslønninger, ikke for at gennemtrumfe gældende overenskomstkrav.

Med Rüffert-dommen i 2008 blev det slået fast, at det offentlige kun må kræve mindstelønnen respekteret, ikke kræve lønninger, der svarer til det faktiske lokale lønniveau.

Skal dette ændres – så det bliver muligt at tage mere hensyn til mennesker end til marked – ja, så kræver det en ny traktat.

Det kræver en politisk vilje og en enstemmighed om at vælge en helt anden vej. Selv den mest optimistiske EU-tilhænger har endnu ikke kunnet anvise en farbar vej, kunnet pege på, hvordan den frie bevægelighed kan tøjles i et grænseløst EU.

Kan EU ændres indefra?

I valgkampen vil mange på forskellig vis forsøge at sælge jer illusionen om, at hvis bare vi kæmper nok, kan EU ændres indefra. Og blive rødt eller grønt eller en helt anden farve.

Når de prøver, så spørg dem – hvordan? Hvordan vil I få ændret traktaten? Hvornår ser vi et resultat? Hvem er jeres allierede? Er det realistisk?

Virkeligheden er en anden. Så længe vi er i EU, skal vi kæmpe, alt hvad vi kan imod den frie bevægelighed og deraf følgende skatteunddragelse og sociale dumping. Men vi skal bevare perspektivet: EU kan ikke løse de problemer, EU's egen frie bevægelighed skaber.

Løsningen er ikke mere EU eller at ændre EU indefra. Løsningen er at tage magten tilbage – vi skal ud af EU. For at komme derhen skal vi sikre et godt valg til Folkebevægelsen mod EU, der som eneste opstillede liste holder fokus lige nøjagtigt her.

Karina Rohr Sørensen er kandidat for Folkebevægelsen mod EU ved EU-parlamentsvalget den 26. maj.