Her i efteråret kommer kampen om de kommunale budgetter – men denne kamp har fået en ny og endnu tydeligere EU-dimension, efter at budgetloven er kommet på banen.

Hverdagen er så småt ved at vende tilbage efter en sommer, der nok ikke har skaffet flere tilhængere af hverken euroen eller EU. 

Vi har set voksende arbejdsløshed i Grækenland, Spanien og Italien – stigende lønpres og faldende velfærd. Vi får at vide, at det skyldes krisen, og at der er tale om nødvendige tilpasninger. Vi får at vide, at det ikke kan være anderledes.

Der tales mindre om, at det ikke er en naturlov, at det er arbejderklassen, der betaler for den krise, de ikke selv har skabt.

Der er ikke så meget fokus på, at EU i høj grad er en del af problemet, ikke af løsningen. Mest af alt er EU en del af problemet, fordi det er sådan EU er konstrueret. EU har ikke fokus på at sikre, at de mennesker, der bor og lever i EU, har gode liv med rimelige vilkår – nej, EU forsøger lige nu at redde røven på euroen. Og har besluttet sig til, at dette skal ske ved at stramme skruen yderligere.

Euroen er under pres – og den medicin, der er valgt til at få den på fode igen, er sænket velfærd, loft over offentlige udgifter og forskellige tiltag til at sikre, at lønnen holdes under pres.

Ikke kun onde slipsedrenge

Det sker ikke (kun), fordi, der sidder nogle onde slipsedrenge, der ønsker at smadre de samfund, der er bygget op gennem generationers faglige og politiske kamp. Nej, det sker, fordi, der er en politisk enighed om, at der ikke er andre veje – en konsensus, som den nuværende regering i høj grad er en del af.

Man stiller simpelthen ikke spørgsmålstegn ved, om det er fornuftigt og fremadrettet at lave loft over det offentlige forbrug, og gøre dette til en lov. Man anfægter ikke, at dagpengeperioden sænkes, og efterlønnen undergraves i en tid, hvor der er meget langt til fuld beskæftigelse. Og man accepterer fuldt ud en nedskæringspolitik, trods det at man argumenterer for behovet for vækst. 

Her i efteråret kommer kampen om de kommunale budgetter – men denne kamp har fået en ny og endnu tydeligere EU-dimension, efter at budgetloven er kommet på banen.

Mit bud er, at vi i efterårets debat vil se en masse politikere, der gerne vil diskutere, hvordan »kagen« skal fordeles i deres område, men at de knap så gerne vil diskutere, hvordan dette hænger sammen med budgetloven og EU.

Budgetloven er en del af den finanspagt, som et flertal i det danske folketing tilsluttede os uden at lade os stemme om den. Budgetloven er indført for at sikre, at vi retter ind og følger EU’s økonomiske politik, uanset hvordan verden og udfordringerne i øvrigt ser ud. Det betyder, at vi kommer til at fastholde loftet over de samlede udgifter – også hvis vi pludseligt får uventet høje udgifter på grund af massiv arbejdsløshed. Budgetloven betyder at kommuner og regioner ikke længere kan forhandle størrelsen på den økonomiske ramme, der skal udmøntes. Rammen fastlægges for tre år ad gangen, og finansministeren har til opgave at sikre, at rammen holdes.

Kommuner i EU’s vridemaskine

For kommuner og regioner betyder det en virkelighed, hvor der vanker skrappe sanktioner, hvis de ikke holder sig inden for aftalen. Hvis en kommune – for eksempel på grund af øgede udgifter til børnehaver, ældrepleje, vedligeholdelse af nedslidte bygninger eller en øget arbejdsløshed – overskrider sit budget, vil den få færre midler året efter.

Tidligere skete sanktionere efter en konkret vurdering, det vil sige, at regeringen kunne vurdere, om der var rimelige grunde til overskridelsen, der kunne fritage kommunen for den økonomiske straf.

Fremover skal sanktionere sættes i værk, uanset årsagen.

Mit bud er, at vi i efterårets debat vil se en masse politikere, der gerne vil diskutere, hvordan »kagen« skal fordeles i deres område, men at de knap så gerne vil diskutere, hvordan dette hænger sammen med budgetloven og EU.

Hvis den debat skal komme, er det folk som dig og mig, der har ansvaret for at bringe den på banen. Det er os, der skal med på debatmøderne og stille de spørgsmål, de ikke har lyst at svare på.

Argumenterne har vi – dem får vi dagligt i landets rødeste dagblad. Et dagblad der nu i 30 år har stået fast på den konsekvente unionsmodstand og oplyst om konsekvenserne af, at vi er med i EU. En avis vi ikke kan undvære i den kamp, vi står over for – og en avis, der ikke kan undvære os. (ses vi til fest i Nørrebrohallen når vi fejrer unionsmodstandens dagblad?)