Vi nærmer os med hastige skridt folkeafstemningstid. Inden jul skal vi stemme om retsforbeholdet.

Tilhængerne vil fortælle os, at vi skal afskaffe vores retsforbehold – og i stedet have en tilvalgsordning. En tilvalgsordning der kan sikre, at vi bliver i Europol, men samtidig betyder, at det er Folketinget, der afgør, hvornår og hvor meget suverænitet vi vil afgive til EU på det retslige område.

Siger Danmark ja til et forslag, der efterfølgende ændres til ukendelighed, så gælder vores ja stadig.

Det lyder godt med sådan en tilvalgsordning – det lyder som noget, hvor man som borger kan være sikker på, at EU ikke blander sig i noget, de ikke skal blande sig i – samtidig med at vi kan være sammen med de andre lande, der hvor det giver mening.

Det lyder godt – men det er desværre løgn.

Den tilvalgsordning, tilhængerne vil have, er ikke den tilvalgsordning, de sælger. Den tilvalgsordning har lidt for mange skavanker til, at den giver mening.

Hvis Folketinget for eksempel vælger at afgive suverænitet på et område, er det ikke sådan, at vi kan trække os ud igen, hvis der efterfølgende sker noget på det område, vi ikke vil være med til. Så fanger bordet – for sådan er EU. Siger Danmark ja til et forslag, der efterfølgende ændres til ukendelighed i systemet – ja, så gælder vores ja, uanset at der ikke længere er opbakning til den politik, det vil medføre. 

Og nej – der er ikke tale om et skræmmeeksempel – bare om praktisk politik. For EU-parlamentet har jo ikke initiativret. Det betyder, at alle de kæphæste, som parlamentsmedlemmerne har, kan de kun få med, hvis de laver ændringer til et forslag, som er stillet af dem, der har initiativret. 

Proceduren bliver sådan her: Der stilles et forslag – Danmark vælger at sige ja  – forslaget ryger i Parlamentet og ændres måske til ukendelighed. Men Danmarks ja gælder, uanset udfaldet.

Lyder det mere som blanco-check end som tilvalg? Ja, men sådan er EU.

Hvordan kan man så få en reel tilvalgsordning? Der er kun en mulighed – bevar retsforbeholdet, og lad Folketinget indgå såkaldte parallelaftaler på de områder, hvor der er enighed om det. Langt mindre ”katten i sækken”, langt mere demokratisk.