Lige nu ser det ud til, at der kommer en aftale om Europol. En aftale der betyder, at vi på et mellemstatsligt grundlag kan udveksle oplysninger. Det kunne altså godt lade sig gøre at samarbejde om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet – uden at afgive retsforbeholdet.

Aftalen er meget bedre end et overnationalt Europol med et ekstremt udvidet mandat.

”De vil jo slet ikke forhandle”, hørte vi lige efter nej’et. Nej, det er rigtigt nok! Lige efter nej’et var man i Europol i gang med at forhandle en ny aftale på plads, om hvor vidtgående Europol skulle være. Og mens de forhandlinger var i gang, er det vel rimelig klart, at det ikke gav mening at forhandle med Danmark.

Man ville først slutte forhandlingerne – så man også havde reel viden om, hvilket Europol man forhandlede med. Men det kunne bruges til at sige: "Se, nej-siden løj – der kan ikke forhandles.”  Og det blev det.

Mangel på kritiske spørgsmål

Efterfølgende gik forhandlingerne i gang. Og her taler vi forhandlinger mellem på den ene side en dansk regering, der inden afstemningen havde sagt: "Det bliver meget svært, hvis ikke umuligt” at få en aftale hjem. Og på den anden side et presset EU-system, der også lige skulle forholde sig til et Brexit.

Og tænk, det viste sig, at de forhandlere, der havde lovet, det blev svært, fik ret. De udtalte sig i hvert fald selv undervejs, om hvor vanskeligt det var… 

Var der mon en kritisk journalist, der spurgte ind til, om det nu ikke også var i deres interesse at få det til at se svært ud? Fordi de ellers ville kunne beskyldes for at have ført en utroværdig skræmmekampagne. Det var småt i de store medier med den slags nærgående spørgsmål.

Og nu får vi så en aftale – ikke en parallelaftale (for det havde de jo lovet os, ikke kunne lade sig gøre), og ikke samme aftale som Norge (for det havde de sjovt nok også sagt, det ikke kunne blive), men i stedet en samarbejdsaftale, en Norge+ løsning. En aftale der falder på plads, fordi regeringen ikke har lyst til at tage en ny afstemning.

Grund til lettelse

"Men aftalen er langt fra lige så god, som hvis vi havde været fuldt og helt med”, siger statsministeren – og ser alvorlig ud. Og det bliver så gentaget i båndsløjfe på News, og alle mulige andre steder. Og man spørger nej-sigerne igen og igen: Er det, vi har fået, det samme som Europol-medlemskab, og hvis ikke – hvordan kan I leve med, at vi er stillet ringere?

Man hører ikke så meget på svarene. At det for en statsminister, der kæmpede for et ja, selvfølgeligt ville have været bedre at være fuldt og helt med. Men at det ikke er det samme som, at fuldt og helt medlemskab er bedre. For os nej-sigere er det bedre med en mellemstatslig aftale, hvor vi bevarer vores selvbestemmelsesret. Meget bedre end et overnationalt Europol med et ekstremt udvidet mandat og et lige så udvidet budget.

Der er grund til at være glade for og stolte af vores nej  – og ikke mindst være lettede over, at vi ikke er en del af det udvidede overnationale Europol.