I denne uge er det 15 år siden, vi vandt nej’et til euroen. 15 år siden, vi sidst stemte om et af de fire forbehold. Dengang var vi udsat for en massiv skræmmekampagne. Mit bud er, at det også vil ske denne gang.

For nyligt havde Jyllands-Posten en artikel, der slog fast, at nej’et til euroen har sparet os for 388 milliarder kroner. Jeg delte artiklen på min Facebook-væg, med en opfordring til at passe på forbeholdene – og stemme nej 3. december.

Europol får udvidet sit mandat massivt samtidig med, at kontrollen svækkes.

Det førte til debat med en ja-siger:

Ja-siger: Stem ja til bedre politisamarbejde på tværs af grænserne, til bedre at afsløre og bekæmpe børneporno, narkokriminalitet og terror.

Mig: Hmm... Hvordan bliver vi bedre i kampen mod børneporno ved at sige ja? Hvordan bekæmper vi narkokriminalitet og terror ved at sige ja?

Ja-siger: Vi kan ikke forvente et fortsat Europolsamarbejde, hvis vi stemmer nej.

Mig: Europol er jeg personligt imod, men hvis et flertal i Danmark ønsker det, kan man lave parallelaftale. Det har mange lande for eksempel Norge, Canada, Columbia. Hvorfor skulle Danmark ikke kunne få en?

Ja-siger: Det er der nogen, der tror, andre absolut ikke. Vi har brug for Europol til at bekæmpe alvorlig kriminalitet på tværs af grænserne.

Mig: Danmark var jo i gang med at forhandle en aftale, var fire måneder inde i et forløb, der tager et år. Så stoppede Danmark forhandlingen. Og nu lader man som om, man ikke kan få en aftale. For mig virker det vildt mærkeligt, at dem, der går ind for Europol, ikke har sat sig ind i den del?

Debatten er et lille eksempel på, at ja-sidens kampagne faktisk virker. At folk går rundt og tror, at det vil vælte ind over grænserne med terror, narko og børneporno, hvis vi siger nej 3. december. Som nej-sigere skal vi tage det alvorligt og tage debatten.

Vi skal både forklare, at det er forkert, at Danmark ikke vil kunne få en aftale med Europol, når vi stemmer nej – og forklare, hvorfor vi ikke vil deltage i Europol.

Tilhængerne fortæller ikke, hvorfor vi ryger ud af Europol. Det gør vi, fordi Europol bliver overstatsligt. Det betyder, at på dette område bliver det EU og ikke medlemslandenes ord, der vægter mest.

Og Europol får udvidet sit mandat massivt. Vi får et Europol, der kan tage flere selvstændige initiativer, og operere mere uafhængigt end i dag og som landene er forpligtede til at rapportere til og inddrage, hvor det i dag er frivilligt. Derudover bliver kontrollen med Europol svækket markant.

Men afstemningen den 3. december handler om andet og mere end Europol. Den handler om, hvorvidt vi vil afgive vores suverænitet på hele det retlige område til EU. Det vil være katastrofalt.

Derfor skal alle argumenter i spil. Hvis det er frygten for, at Danmark ikke kan lave en parallelaftale med Europol, der afholder fornuftige folk fra at stemme nej, så skal vi hjælpe dem af med den frygt. Fordi alle stemmer tæller den 3. december.