09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Go' tur hjem Uber!

Blogs

Karsten Hønge
Medlem af Folketinget for SF
Født i 1958. Politisk ordfører, beskæftigelsesordfører, retsordfører m.m. Uddannet tømrer. Gennem 11 år formand for Træ-Industri-Byg Odense/Fyn.
Blogindlæg af Karsten Hønge
man. 04. jan - 2021
tir. 27. okt - 2020
tir. 11. aug - 2020
tir. 12. maj - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 05. april, 2017, 07:44:38

Go' tur hjem Uber!

Farvel Uber og tak for besøget. Fem kolde tæer ud af Danmark, for vi vil ikke det vilde vesten, løndumping og utryghed. Et angreb på vores samfund er indtil videre slået tilbage.

Uber lukker og slukker i Danmark, og tak for det. Håber, at de har lært lektien, og kun kommer igen, hvis de en dag skulle have fået respekt for velfærdssamfundet og det ordnede, regulerede og civiliserede arbejdsmarked.

Uber er bare taxakørsel på dårlige vilkår for både chauffør og samfund.

Den amerikanske storkapital havde forventet at køre pengesække hjem til aktionærerne, men endte i grøften. Uber ville tage røven på samfundet, men dette anslag er indtil videre slået tilbage. Og det skal fejres, ligesom det er blevet i andre europæiske lande, hvorfra Uber er blevet sendt tomhændede hjem. Jeg vil savne Uber på samme måde, som man kan savne en byld på storetåen.

Nogle medier er vældig optaget af, hvorvidt man må ”hovere”, når en virksomhed lukker. Borgerlige kommentatorer og chefredaktører har været på nakken af mig, fordi jeg serverede lagkager for at fejre, at de lukkede biksen.

Fair konkurrence

Men helt ærligt, så er det lige hvad man skal gøre i sådan en situation. Nemlig at råbe, som det sker på fodboldstadions, når ens eget hold har vundet: Go’ tur hjem! 

Vi vil have fair konkurrence om jobs, så danske lønarbejdere har en chance. Og vi vil have fair konkurrence mellem firmaerne, så de seriøse også kan klare sig. 

Uber prøvede at slå sig op på en grotesk løgn, nemlig at det drejede sig om såkaldt ”samkørsel” og en ny smart teknologi. Alle kan jo lide noget, som er smart og moderne, ikke?

Men Uber har ikke en snus med deleøkonomi at gøre. Ikke det fjerneste. Det var bare taxakørsel på dårlige vilkår for både chauffør og samfund.

Liberal Alliance påstår, at 2000 mennesker har mistet deres arbejde ved lukningen. Hvordan dælen kan det lade sig gøre, når der var tale om ”samkørsel”? Altså en kørsel, hvor chauffører blot tager passagerer med, når de alligevel skulle i en bestemt retning. Mystisk!  

Teknologi og innovation driver vores samfund frem. Det har gjort arbejdet lettere og bedre, også for lønarbejderne. Det har skabt ny produktion, nye løsninger og nye jobs, som vi nyder stor gavn af i dag.

Jeg elsker nye teknologi og deleøkonomi. Men i denne debat bliver jeg af borgerlige beskyldt for at være bagstræberisk og en håbløs forsvarer for det gamle samfund.

Gammeldags?

Uber skulle repræsentere den moderne fremtid og fremskridtet på flere planer. Er velfærdssamfundet, solidariteten, skattebetaling, det ordnede arbejdsmarked og fair vilkår for alle gammeldags? Jamen det foretrækker jeg langt frem for et ”moderne” Uber/Ryanair-samfund.  

Højrefløjen bruger snedigt begreber som ”ny teknologi” og ”innovation” som murbrækker til at smadre ordentlige løn og arbejdsforhold. Det er helt på månen. Teknologi og innovation og ordentlige løn- og arbejdsforhold er ikke hinandens modsætninger. De skal styrke hinanden.    

Farvel Uber, og tak for besøget. Fem kolde tæer ud af Danmark, for vi vil ikke det vilde vesten, løndumping og utryghed. Vi har nemlig vældig gode erfaringer med solidaritet på arbejdsmarkedet.