Skal vi sikre vacciner til verdens fattigste, må vi sætte mange producenter rundt omkring i verden i stand til at producere dem. Og da det jo skal gå stærkt, må de kunne bruge den viden, de opskrifter, der allerede er udviklet.

Når det kommer til medicinal-industriens interesser, lever det officielle Danmark altid op til forventningerne – selv ikke en global pandemi får skiftende regeringer til at ryste på hånden.

Det kan de bare ikke under de nuværende globale patentregler. Det må der gøres op med, og et skridt på vejen er at få medlemmerne af Verdenshandelsorganisationen, WTO, til at acceptere en midlertidig fravigelse.

Det er logikken bag et forslag stillet af Indien og Sydafrika i WTO, og som har været diskuteret i nogle måneder nu. Men torsdag den 4. februar endte endnu et møde resultatløst på grund af modstand fra især USA, Schweiz og EU – herunder Danmark.

Når det kommer til medicinalindustriens interesser, lever det officielle Danmark altid op til forventningerne – selv ikke en global pandemi får skiftende regeringer til at ryste på hånden.

Med en undtagelse kunne især indiske producenter fremstille millioner af doser til brug i afrikanske og asiatiske lande, der p.t. har ringe eller ingen mulighed for at købe stort ind hos Pfizer, AstraZeneca eller en tredje i den lille kreds af medicinalvirksomheder, der har en vaccine klar. Den eneste forudsætning er, at de skal kunne bruge dele af deres ’opskrift’. Det blev så afvist, også i denne omgang.

Regeringens ikke-argumenter

Spørgsmålet om dansk støtte til en undtagelse for patentreglerne har været rejst flere gange i Folketinget af Enhedslisten og SF, men hverken sundhedsministeren, udviklingsministeren eller udenrigsministeren har set nogen grund til tøven: Stramme patentregler er et gode, mener de.

De er nærmest hele årsagen til, at vi overhovedet har vacciner til rådighed, mener for eksempel Magnus Heunicke. Hvis der ikke havde været penge at tjene, havde vi næppe haft udsigt til at kunne vaccinere danskerne i løbet af i år.

Men sagen er jo, at pengene, de tjener, får de fra de store pengebeløb, offentlige kasser bruger på at købe vacciner. Ovenikøbet er en stor del af forskningen bag dem allerede offentligt finansieret. Kan man virkelig sige – uden at blinke – at medicinalgiganterne har et legitimt ejerskab?

Det andet argument mod lempelse af patentreglerne er, at vi må have tillid til de globale donationsprogrammer, der er i gang under FN, hvor de lande, som på et eller andet tidspunkt har et overskud af vacciner, begynder at sende dem til fattigere lande.

Ifølge en meddelelse fra WHO fra januar er kun 25 doser nået frem hidtil, og det program, den danske regering taler meget om – COVAX – sender sine første pakker i februar. Først i juli eller august kommer store vaccineindsatser på tale i de fattigste lande – det er cirka så mange måneder væk, at man under de rette omstændigheder ville kunne starte offentlig produktion op i for eksempel Danmark. Det er fint med donationer, men de ligner ikke en løsning.

Det tredje overraskende argument fra regeringen er, at man slet ikke kan stå for opgaven andre steder i verden. Noget med køleskabskapacitet og infrastruktur spiller ind i kabalen. Det er så det, både Indien, Sydafrika og 100 andre lande er uenige i – sammen med menneskerettighedseksperter og -organisationer, sundhedseksperter, epidemiologer og endda topfolkene i alle relevante FN-organisationer. Forslaget har for eksempel fået støtte af generaldirektøren for WHO, der mener at tale for sin organisation, når han bakker op om Indien og Sydafrika.

Undtagelser virker

Der er et godt eksempel på, at sådan en undtagelse kan gøre en forskel – nemlig da en WTO-beslutning fra 2003 førte til, at kurven over hiv/aids-dødsfald blev knækket i eksempelvis Afrika. Indiske producenter trådte ind og leverede et billigt alternativ. Ud over menneskeliv i Syd, er der endda særligt gode argumenter i denne omgang: Hvis pandemien ikke bringes under kontrol globalt, vil der kunne opstå mutationer, som gør vaccinerne mindre effektive eller det, der er værre.

Det burde jo være tankevækkende for de sundhedsmyndigheder og de eksperter, som rådgiver sundhedsminister Magnus Heunicke. Men noget tyder på, at det slet ikke er indenfor rammen af det, de beskæftiger sig med. Under et samråd i Folketingets Udenrigsudvalg om ”den globale fordeling af coronavacciner” sagde ministeren, at han nok ikke var den rigtige minister at spørge om patenter.

Så kommer vi vel ikke tættere på en officiel indrømmelse af, at patenter har med økonomiske interesser at gøre. Interesser, regeringen ikke vil bringe ind i diskussionen om, hvordan vi håndterer pandemien.

Ligesom den daværende danske regering ikke løftede et øjenbryn, da Novo og Lundbeck og andre medicinalvirksomheder trak Sydafrika i retten for import af billig hiv/aids-medicin, har vi nu en regering, der optræder ikke bare umoralsk, men også uforsvarligt og dumt.

Det bliver vi nødt til at se som en udfordring, for den historie er ikke slut. Den er først begyndt. Og andre steder i EU ulmer modstanden. Næste møde i WTO om den sag er den 23. februar.