Tirsdag den 14. marts åbner Folketinget for den endelige behandling af handelsaftalen mellem EU og Canada – CETA. Nogle uger efter – uvist hvor mange – skal MF’erne så trykke på knapperne. De cirka 2.300 siders aftaletekst udstikker rammerne for en slags indre marked med Canada, hvor de nye "særdomstole" nok den mest berygtede torn i busken.

Med CETA indgår EU en aftale med et rigt land, der er fuld af virksomheder, som er trænede i at gøre brug af både domstole og særdomstole.

Det er også den, tilhængerne har måttet slås mest for. De har måttet foretage adskillige småjusteringer efter forhandlingernes afslutning for at få den bitre pille til at glide ned hos de europæiske socialdemokrater.

Særdomstolene – somme tider kaldet ISDS, somme tider ICS – vil gøre det muligt for virksomheder med aktiviteter i Canada, også amerikanske virksomheder, at lægge sag an mod EU eller mod for eksempel Danmark, hvis noget vedtages, de synes er "urimeligt", og som begrænser deres indtjening. Selvom de nok ikke vil vinde alle sager, er truslen om en tårnhøj erstatning et politisk problem i sig selv.

Særdomstolene er ikke nye, men det er noget nyt, at EU indgår en aftale med et rigt land, der er fuld af virksomheder, som er trænede i at gøre brug af både domstole og særdomstole.

Det perspektiv er både EU-kommissionen og medlemslandenes regeringer så pjattede med, at de har hele tre projekter i skuffen, som skal sikre, at særdomstolene vinder udbredelse.

Først er der TTIP – den store handelsaftale med USA – som vi slet ikke kan erklære for død endnu. Trumps handelsfolk har for nyligt markeret, at de vil have større indrømmelser fra EU, så det kommer til at gå langsomt, men projektet – som har særdomstolene som et af grundelementerne – er ikke væk.

Dernæst er der en ny international investeringsdomstol, et projekt som skal sikre nærmest global dækning. Hidtil har lande som Brasilien, Indien og Argentina vist sig meget skeptiske, men det stopper næppe idéen, der aldrig har været tænkt som noget, der ville blive til i en fart.

Sidst, men ikke mindst, så er der også en del EU-medlemslande, der gerne ser en intern europæisk særdomstol.

Men før de næste skridt kan tages, skal CETA presses igennem. Og set med tilhængernes øjne kan det kun gå for langsomt. I Udenrigsministeriet sidder de og tripper – en hurtig dansk godkendelse vil gøre Danmark til en af de første til at ratificere CETA, og det kan bruges andre steder i EU til at få skub i sagerne.

For os andre kan det kun gå for langsomt. Det er super vigtigt at få sendt et signal om, at sådan noget ikke bare glider stille igennem i en fart. Det kan bruges i de lande, hvor der er gode chancer for et nej. Heldigvis er der mange foreninger her i landet, som trækker i modsat retning. Fællesinitiativet Stop CETA & TTIP trækker et stort læs lige nu for at sikre, at den folkelige modstand, der er, kan komme til udtryk. De samler underskrifter, og har kaldt til demonstration i København (og vistnok andre steder) torsdag den 23. marts. Gå med!