Et gæt: Årets klimahistorie i de store medier kommer givetvis til at handle om Donald Trump og de metoder, han vil bruge til at afmontere Obamas spæde forsøg på reduktion af CO2-udslip.

Handel med forurenings-tilladelser duer ikke som klimapolitik, og kommer heller ikke til det. 

Der vil være mindre fokus på det sørgelige cirkus, som vil udspille sig i Bruxelles i januar og februar. Det er en ny runde af reform af EU’s system for handel med CO2-kvoter, med "forureningstilladelser". For mange kvoter i omløb har fået prisen ned på bagatelniveau, og det er så billigt at forurene for de virksomheder, som er omfattet af ordningen, at fadæsen er total. Det er sket før, men tidligere forsøg på at redde dét, som mange betragter som hjørnestenen i EU’s klimaindsats, er slået fejl med et brag. Braget tegner ikke til at blive mindre denne gang.

Det er først og fremmest prisen, der skal op ved at reducere antallet af kvoter. Skal prisen på kvoter op på et niveau, som batter noget, skal den nuværende pris ganges med seks eller syv, siger både eksperter og miljøorganisationer. For tiden tegner det til, at kvotemængden vil blive skruet ned med et sted mellem 2 og 2,5 procent. Det er der nogle, som forventer, at der kommer en drastisk ny prisudvikling ud af. Det virker som grebet ud af luften. Forureningstilladelser vil stadig blive handlet til lave priser.

Kvotetildeling og kvotehandel er den perfekte arena for erhvervslivets lobbyister. De er dygtige til at få politikere til at kæmpe for netop den branche, som fylder noget derhjemme. Alle landes politikere spiller det spil. Herhjemme kan vi tage Bendt Bendtsen (MEP for Konservative), der ved siden af politikerhvervet bestrider to bestyrelsesposter inden for skibsfarten. Han kæmper en brav kamp for at få undtaget netop skibsfart fra reduktionsforpligtelser, og havde held med det, da EU-Parlamentets industriudvalg behandlede sagen for nyligt.

Det er for tidligt at sige, om han kommer helt i mål. Men andre brancher har haft stormende held med deres lobbyindsats – med enten at få branchen undtaget, eller med at få tildelt gratis forureningstilladelser. Gratis kvoter – og det er næsten halvdelen af den samlede pulje – ser oven i købet ud til igen at blive en lukrativ forretning for nogle virksomheder, der kan tjene milliarder af euro. Det sker, når virksomheder får tildelt mere, end de har brug for.

EU’s kvotehandelssystem er skandaleombrust. Et kompliceret marked, som gør forureningstilladelser billige og åbner døren for både politisk manipulation og markedsmanipulation. Alligevel regner mange stadigvæk projektet for at være klimaindsatsens kronjuvel, og et nødvendigt, markedsbaseret instrument, som kan sikre en effektiv klimapolitik.

Mest af alt ligner det et stort bluffnummer. Handel med forureningstilladelser duer ikke som klimapolitik, og kommer heller ikke til det. Det er blevet til for, at nogle kunne købe sig til at undgå reduktion af udslip, og er endt med også at være en pengemaskine. Det politiske resultat er, at vi kan gå og tro, der rykkes på klimaet, mens der på mange felter sker lidt eller intet. Vi ville være bedst tjent med helt at droppe det og bruge andre virkemidler.