Donald Trump har hensat alverdens regeringer i chok med sin beslutning om at indføre høj told på stål og aluminium.

Som bebudet under sin valgkamp, vil han nu sætte hårdt ind og bruge sin maskuline styrke til at tryne de mange lande, der ifølge Trump har vundet på handelsaftaler med supermagten. Mange står for skud, men især Kina og Mexico.

Den amerikanske arbejderklasse har tabt meget synligt på adskillige handelsaftaler. Arbejdspladser, der er røget, har gjort industribyer til spøgelsesbyer. 

Der er mange grunde til, at det ikke vil virke. Den stålindustri, der var engang, kommer ikke tilbage i nævneværdigt omfang, høj told vil gøre stål dyrere for amerikanske virksomheder, og så vil der være gengældelsesaktioner fra andre, måske også fra EU.

Som den amerikanske økonom Paul Krugman skrev for nyligt, så er Trumps nye påfund "en i sandhed frygteligt dum politisk idé". Så dum, skriver han, at "det er højst sandsynligt, at Trump gennemfører den".

Det er nu ikke en god metode at regne sine modstandere for dumme. Og selvom det kan være svært i Trumps tilfælde, er der et rationale i de skridt, han tager.

Den amerikanske arbejderklasse har tabt meget synligt på adskillige handelsaftaler. Arbejdspladser, der er røget, har gjort industribyer til spøgelsesbyer. Det har ført til en skepsis og forbitrelse, som Trump samlede op under sin valgkamp, og fordi den bunder i noget meget håndgribeligt, så Hilary Clinton sig nødsaget til at følge trop.

Det handler om handelsaftaler, som har været skræddersyet til store amerikanske transnationale virksomheders interesser, som USA selv har presset igennem, og som den amerikanske arbejderklasse har betalt en stor del af prisen for. Med frihandelsaftalen NAFTA med Canada og Mexico var det klart fra dag ét, at der ville ryge mange amerikanske arbejdspladser, og taberne fik blot lov til at synke til bunds.

Og for at gøre ondt værre, er resultatet heller ikke kønt i det land, som fik arbejdspladser, nemlig Mexico. Lav løn og stigende fattigdom er fulgt i kølvandet på den tætte økonomiske integration med USA.

Selvom kernen i sagen handler om store amerikanske virksomheders strategi, bliver udfaldet ikke et opgør med deres dagsorden. Det spinkle rationale bag Trumps stålinitiativ og lignende påhit, er et andet. Efter Trump har forgyldt velhavere og store virksomheder på de fattiges bekostning med en skattereform, må han have noget, der kan appellere til de marginaliserede. Det gør han ved at spille et handelspolitisk kort, der gør udlandet og udlændinge til problemet.

Det er ikke meget andet end højrepopulistisk udnyttelse af en folkelig forbitrelse, der skal styrke ham internt i USA. Kommer der noget ud af det, bliver det i hvert fald ikke noget, der falder i de rigtige lommer.

Men selvom Trumps idéer er en hån mod den amerikanske arbejderklasse, så er det vigtigt at huske, hvor det hele begynder: Med handelsaftaler, der skaber ulighed, og som sender folk til bunds i samfund uden sikkerhedsnet. Status quo er ikke et alternativ til Trump.