22 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU-regler stopper vaccineproduktion

Blogs

Kenneth Haar
Researcher i den lobbykritiske organisation Corporate Europe Observatory
Kenneth Haar er researcher i den lobbykritiske organisation Corporate Europe Observatory, der holder til i Bruxelles. Han er medlem af tænketanken NyAgenda, og var indtil juni 2011 redaktør af magasinet NOTAT. Han er cand.mag i sociologi og historie.
Blogindlæg af Kenneth Haar

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 27. marts, 2021, 07:00:35

EU-regler stopper vaccineproduktion

Vi har ikke for få vacciner på grund af eksporten til Afrika eller Storbritannien, men fordi der bliver produceret for lidt. Skal produktionen øges må også producenter, der ikke lige har opfundet deres egen vaccine, kunne gå i gang.

Der er for få covid-vacciner til rådighed, og der er et stort globalt skænderi i gang om, hvilken nation, der har raget for meget af de dyrebare dråber til sig.

Juridisk set er EU måske det sted på jorden, hvor det er sværest at sætte andre producenter i gang med at fremstille et patenteret lægemiddel.

Det var forudsigeligt, at vi ville ende dér, men knapheden skyldes hverken andres eller vores egen vaccinenationalisme. Selvom al eksport af vacciner til Afrika eller Storbritannien blev stoppet, ville det stadig gå alt for langsomt heromkring.

Det ved både EU-kommissionen og regeringslederne, men der er én ting, de ikke har lyst til at vide: Hvis der skal være covid-vacciner nok til alle, skal produktionen øges.

Skal produktionen øges må også producenter, der ikke lige har opfundet deres egen vaccine, kunne gå i gang. Det kan kun ske, hvis vi tilsidesætter reglerne for intellektuel ejendomsret, herunder patenter.

Fokus på eksportrestriktioner

Det vil de for alt i verden ikke diskutere. For cirka to uger siden meldte EU-kommissionens formand ud, at alle muligheder for at løse vaccinekrisen er på bordet, og et øjeblik troede mange, at vi havde nået et vendepunkt, at nu kunne vi overveje, hvordan den produktionskapacitet, vi faktisk har – også i Danmark – kan bruges. Det er længe siden, at Bavarian Nordic meldte ud, at de kunne producere Skandinaviens behov på en uge, men patentejerne har ikke vist interesse. Så med Kommissionens udmelding kunne man tro, vi var godt på vej.

Men siden har al fokus været på eksportrestriktioner, mens der intet er sket for at øge produktionen, bortset fra en løftet pegefinger til vaccinemonopolerne. Det skyldes givetvis, at alle beslutningstagere i EU-toppen er overbeviste om, at stramme patentregler er et ubetinget gode – det er det, de siger.

Tvangslicenser ikke muligt i EU

Men der er også noget andet: Juridisk set er EU måske det sted på jorden, hvor det er sværest at sætte andre producenter i gang med at fremstille et patenteret lægemiddel, uanset omstændighederne.

Det gælder både for internationale og for eksempel amerikanske regler om patenter, at der er undtagelsesbestemmelser på plads, hvis situationen kræver det. En patentejer kan ikke nægte at udstede en licens til produktion på en anden virksomhed, hvis der er tale om en nødsituation.

Sådan er det ikke i EU. Der er for eksempel regler om, at vigtige data om kliniske tests skal forblive hemmelige i en lang årrække, selvom de er nødvendige for at iværksætte anden produktion. På samme måde er der bestemmelser, der gør det umuligt at sende kopiprodukter på markedet, der gælder i flere år efter et produkt er godkendt. Så når det skal gå stærkt, står EU-reglerne i vejen for såkaldte ’tvangslicenser’.

Produktion af vacciner til fattige lande

Patenter var tidligt et tema, da udviklingen af vacciner gik i gang i 2020, selv i EU-kommissionen. I november 2020 offentliggjorde de et udkast til en ny strategi for lægemidler og for patenter. Og et enkelt sted i det lange dokument, står der pludselig, at det skal gøres lettere at udstede tvangslicenser i en fart. Så må man selvfølgelig spørge sig selv, om det betyder, at man vil gøre noget ved reglerne for datahemmelighed og salgsforbud. Det står så umiddelbart efter, at det vil man ikke, snarere tværtimod. Og så er vi tilbage til start.

Umiddelbart kan det se ud til, at patenter er en umulig barriere at kravle over, når man bor i EU. Betydeligt sværere end i lav- og mellemindkomstlande, hvor forskellige former for generisk produktion – produktion som bygger på andres udviklingsarbejde – er afgørende for at sikre adgang til medicin overhovedet.

I øjeblikket forsøger henved 100 lande at udvirke nogle undtagelser for de internationale regler under Verdenshandelsorganisationen (WTO), som skal sikre produktion af vacciner til især fattige lande.

Alternativet er, at omtrent halvdelen af kloden må vente næsten to år, før vaccineudrulningen batter noget, så det er et helt nødvendigt forslag. Når eller hvis det lykkes, er det dog mest sandsynligt, at det ikke vil betyde noget i EU. Her er de hjemmebryggede regler en stopklods. Vi kan end ikke importere vacciner fra producenter, der ikke selv er patentejere.

Nødvendigt med offentlig forskning og produktion

Skal vi have vacciner nok til tiden, er det altså (også) et EU-slagsmål, vi skal tage. På papiret ser det sort ud, men det er ikke et problem, der går væk af sig selv. Og bolden ruller. For få dage siden vedtog et stort flertal i det italienske parlament, at patentreglerne må vige. Samtidig har den polske premierminister krævet, at nu skal "andre producenter kunne fremstille vacciner" gennem tvangslicenser. 

At ændre tilgangen til patenter i EU i nødsituationer er ikke et umuligt mål at sætte sig. Nogle forandringer handler om, hvad situationen kræver.

Derimod skal man ikke gøre sig illusioner om, at de justeringer af patentreglerne, vi kan opnå, vil være tilstrækkelige til, at vi kan gå nye pandemier i møde med sindsro. På længere sigt må vi finde løsninger, der gør os i stand til helt at gå udenom store medicinalvirksomheder gennem offentlig forskning og produktion.

Nyeste blogindlæg