Den 11. december offentliggjorde EU-kommissionen sit oplæg til en European Green Deal – en omfattende plan for, hvordan EU får reduceret udslippet af drivhusgasser med mellem 50 og 55 procent inden 2030 "på en ansvarlig måde". Det er bedre end de nuværende 40 procent, men ikke nok for at holde udslippet nede på det nødvendige niveau, hvis vi skal overholde Parisaftalens målsætninger.

Kvotehandel har været på plads i snart femten år og har leveret cirka ingenting til den samlede reduktion.

Men det, jeg tænder mest på, er forslagene til virkemidler, også selvom detaljerne først skal fastlægges senere. Der er ikke meget at hente på nogen af de store områder, for eksempel reduktion i industrien og den overordnede tilgang til fossile brændsler.

Reduktionen i industrien skal fortsat klares gennem emissionshandelssystemet, en markedsbaseret mekanisme, som gør det muligt for virksomheder at købe forureningskvoter, hvis de mangler, og sælge dem, hvis de ikke udleder så meget, som de må.

Det system har været på plads i snart femten år og har leveret cirka ingenting til den samlede reduktion. I Kommissionen er troen på kvotehandel alligevel klippefast. Nu skal også kvotehandelen indenfor skibsfart og flytrafik opgraderes – og det skal deres respektive brancheorganisationer have en hovedrolle i. Det har jeg meget svært ved at se perspektivet i.

Fossile brændstoffer

Hvad angår fossile brændsler, så er teksten om produktion og brug af energi, der dækker 75 procent af udslippet, ikke opløftende. Her foreslår EU-kommissionen en udfasning af kul, og det er fint. Men gas er tydeligvis et hjertebarn for Kommissionen, ligesom det er for mange medlemslande. Den massive støtte, gassen får fra mange kanter af EU-systemet for tiden, ser ud til at få grønt lys.

På andre områder fisker Kommissionen efter gratis point. Som når den opfordrer til at sætte en "bølge af renovering" af offentlige og private huse i værk. Dette og lignende forslag får den europæiske Green Deal til at lyde som Roosevelts satsning på et boost i offentlige investeringer som redskab til at knægte krisen. Men der er netop ikke det ringeste slægtskab mellem de to deals. EU’s budgetregler sætter eksempelvis strikse grænser for den slags eksperimenter.

Der er da sket noget i Kommissionen siden Juncker, som aldrig fremlagde en tilsvarende plan. Men der er også meget, der bare er det samme. Politikker, som aldrig har haft til hensigt at været bæredygtige, bliver nu udråbt til at være afgørende komponenter i en klimastrategi. EU’s handelspolitik, der altid har handlet om maksimal eksport, er nu et grønt omdrejningspunkt, selvom den ikke skal undergå væsentlige forandringer.

Digitale sektor

Tilsvarende er den planlagte satsning på en opgradering af den digitale sektor nu pludselig blevet et spørgsmål om at sikre en teknologi, som kan fremme bæredygtighed. Det har ikke hidtil været en del af salgstalen på det område. Endelig ’rebrandes’ også EU’s program for ’bedre regulering’, der skal fjerne regler, erhvervslivet finder besværlige, til at være et klimaprogram.

Jeg kan ikke se, at EU skulle være kommet på sporet af en troværdig klimastrategi med denne deal, og det kan vi jo ikke leve med. Derfor må der komme et modsvar. Det skal være et modsvar, som ikke danser udenom erhvervsinteresser, og som også tør gå i kødet på både centrale EU-politikker og den markedsbaserede model, EU kører efter.

Den første udgave af denne kommentar indeholdt en fejl i det første afsnit, hvor der stod, at Kommissionens målsætning på 50-55 procents reduktion skulle nås inden 2050. Det første afsnit er derfor ændret.