Trods det græske drama, som har alt muligt med euroen at gøre, er EU ved at tage de næste skridt for at konsolidere ØMU’en og euroen. Nu er en rapport af "de fem præsidenter" kommet ud til offentligheden, og når både centralbankchef Draghi, kommissionsformand Juncker, eurogruppens leder Dijsselbloem, Rådets formand Tusk og EU-parlamentets formand Schulz slår sig sammen, er der grund til at lytte. Og budskabet i rapporten "Completing Europe’s Economic and Monetary Union" er, at der ikke skal være nogen slinger i valsen:

I de kommende år skal reglerne for medlemslandenes økonomiske politik strammes, der skal sættes ind over for "ineffektive" arbejdsmarkedsmodeller, der skal være mere forpligtende regler om medlemslandenes finanspolitik, og endelig skal der være "bedre koordinering af de sociale sikkerhedssystemer".

Skulle nogen fumle med forhåbninger om, at der vil komme noget godt ud af britisk, konservativ EU-skepsis, så glem det.  

Der er for så vidt ikke noget nyt i udmeldingerne. De flugter fint med de krav fra eksempelvis tysk, finsk og hollandsk side, som de har promoveret i henved tre år. Mest vidtgående i tyske krav om en "superkommissær" eller "budgetzar", som skal kunne afvise medlemslandenes finanslove, hvis de ikke følger en stram kurs. Det vigtige i rapporten er, at den viser, at Grækenland ikke har flyttet et komma i ambitionerne. Selvom de står med et friskt eksempel på euroens skadevirkninger, lægger de ufortrødent skinner langt ud i fremtiden i samme retning.

Det bliver ikke let at komme igennem, og måske er det ikke hele pakken, der overhovedet er realistisk. Men der forestår et stort opgør i EU om projektets kurs. Den største knast på den korte bane – skulle man tro – det er briterne. De vil have mindre EU. Men den ret, vi er ved at få serveret, er for længst tilpasset Cameron og co. og ret beset også Nigel Farrage.

I den første fase af projektet er det nemlig "konkurrencedygtigheden", som skal styrkes. Det skal ske ved at barbere i EU’s regelværk, så standarder eller regler, erhvervslivet skal følge, så vidt muligt bliver fjernet. Den proces er allerede begyndt. I 2014 strøg Kommissionen for eksempel planer om mindsteregler for barselsorlov, regler for luftkvalitet samt et forslag om større åbenhed omkring miljøpolitikken. Den stil vil fortsætte med større intensivitet.

I anden fase – sat til efter 2017, kan det blive en anelse spændende. Hér har de fem præsidenter et væld af strammerforslag, hvoraf de fleste er indenfor valutaunionens område, og derfor ikke uden videre noget, der gælder briterne, og ligesom de aldrig har langet ud efter initiativer til strammere økonomisk styring i eurozonen, så vil de næppe heller gøre det i denne omgang. Det eneste område, hvor briterne kan blive provokerede, er på sociale ydelser. Dér vil de sige fra, og vil få støtte til det fra mange kanter i Nordeuropa, herunder fra den yderste højrefløj. Det kan blive så hvinende nationalistisk, at venstrefløjen får det svært.

Cameron får i pose og sæk i Bruxelles for tiden. Og skulle nogen fumle med forhåbninger om, at der vil komme noget godt ud af britisk, konservativ EU-skepsis, så glem det.