Det var ikke fordi, vi ikke vidste det i forvejen: Luxembourg er et skatteparadis. Tænk bare på sagen om statens salg af DONG-aktier til et Goldman Sachs-ejet skuffeselskab.

Luxembourg har kostet os alle sammen milliarder af kroner.

Men det var alligevel et mægtigt slag mod skattesvindlere, at det blev afsløret for nogle dage siden, hvordan selskaber som TDC, Deutsche Bank, IKEA, Heinz, iTunes og mange andre, har kunnet bruge de imødekommende skatteregler i landet til at lande på en uhyre beskeden beskatning, og undgå for eksempel det danske skatteniveau.

Luxembourg har kostet os alle sammen milliarder af kroner, i Danmark såvel som i andre EU-lande, blev vi mindet om, og det var selvfølgelig dybt smertefuldt for den nyslåede formand for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker.

Han var gennem 18 år premierminister for Luxembourg, herunder i den periode, de nye saftige skattesager fandt sted i. Juncker måtte krybe i flyverskjul, mens en talsmand bedyrede, at Kommissæren for konkurrence, Margrete Vestager, ville tage sagen op.

Skatteunddragelse

Kigger man på det brev, Juncker i sin tid sendte til Vestager for at gøre sine prioriteter klart, så står det faktisk på listen af gøremål, at hun "på passende vis" skal gøre noget ved "skatteunddragelse". Men det betyder næppe, at luxemborgeren vil have den danske kommissær til at gribe grundlæggende fat. Ikke bare fordi det lille land så nok ville skulle begynde at finde nye veje – måske dyrke mange æbler eller garve skind – men især fordi konkurrencekommissærens muligheder er ret begrænsede.

Det følger ellers en del indflydelse med posten. Konkurrencekommissæren er i særklasse en kommissær med sit helt eget revir: Hun afgør stridigheder om konkurrencespørgsmål uden om politisk valgte organer, og regeringer kan hoppe og springe og gøre sig ud til bens, uden at det flytter noget. Virksomheder og regeringer kan få bøder, der gør ondt, og regler kan blive underkendt med et pennestrøg.

Skattekonkurrence

Men lige i skattesager af denne type kan det blive svært. For hvis Vestager og hendes embedsapparat overhovedet mener, de skal gøre noget ved storhertugdømmet, så kan de kun gøre det ved at vurdere landets skattepraksis som konkurrenceforvridende – vel at mærke som noget der favoriserer en bestemt virksomhed i forhold til en anden.

"Skattekonkurrence" som sådan kan hun ikke gøre meget ved, det er snarere noget, der fremelskes af EU-reglerne. Så mest af alt ser Vestager ud til at spille rollen som lynafleder for Juncker. Ikke som problemknuser for slunkne statskasser.

Bare at vente på Vestager kan derfor være som at vente på Godot. Vi må afsøge alle veje til at lukke for strømmen af penge til Luxembourg. Et første skridt kunne være et radikalt tjek af den dobbeltbeskatningsaftale, Danmark har indgået med Luxembourg. Et næste at definere klart, hvilke internationale regler, der må til for at lukke for hanen, og gå efter dem. Med eller uden EU.