Den 17. november underskrev repræsentanter for EU’s regeringer, for EU-parlamentet og EU-kommissionen den meget omtalte ’sociale søjle’, et papir med 20 hensigtserklæringer om sociale rettigheder. Jeg tror, det kan gå hen og blive et vigtigt dokument, men ikke ved at det omsættes i praksis.

Selvom Danmark vil være uden for eurozonen i en overskuelig fremtid, vil der komme et pres for at bringe os ind i inderkredsen, og det bliver ikke et rart sted at være.  

De 20 punkter er lutter hensigtserklæringer og ligner en ganske gratis omgang god omtale. Som helhed svær at være uenig i, det er for eksempel en god idé, at alle pensionister skal sikres ressourcer til "et værdigt liv", og det er godt, at der skal arbejdes hen mod "permanente former for ansættelse". Ikke mindst fordi det sådan set er det modsatte, de europæiske institutioner har bedrevet de sidste mange år. Spørg bare græske pensionister eller franske arbejdere om EU har været en hjælp på det sidste.

Er søjlen så kommet fordi, EU’s legitimitet nu skal styrkes, og har vi så udsigt til en stribe lovinitiativer, hvor EU-institutionerne vil søge at styrke sociale rettigheder gennem direktiver og forordninger?

Det tager både fagbevægelsestoppen og arbejdsgiversiden for givet, så de to sider har reageret på hver sin traditionelle facon. Arbejdsgiverne er helst fri, mens fagbevægelsen er positiv over de nye toner, men frygter, at EU udbygger sin kompetence og breder sig over arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik, hvor EU slet ikke bør komme. "Et større socialt fokus i EU kan medvirke til at høje den sociale standard", når blot søjlen respekterer "den fastsatte kompetencefordeling", lyder det i et skriv fra LO, FTF og AC.

Jeg tror både optimismen og nervøsiteten er malplaceret. Der er ikke en social offensiv på vej fra EU, og det ville gå imod den tendens, som har udfoldet sig gennem de sidste mange år. Det er noget andet, det handler om.

Da Kommissionen offentliggjorde forslaget tilbage i april, fulgte en meddelelse med, hvor det blandt andet foreslås, at "nogle af principperne for rettighederne" kan gøres til en del af den såkaldte uddybning eller "færdiggørelse" af Den Økonomiske og Monetære Union. For at få euroen til at fungere optimalt - sådan er tankegangen – skal vi have fastere regler for den økonomiske politik. Strukturreformer skal sikre fleksibilitet på arbejdsmarkedet, og stram finanspolitik skal holde socialpolitikken i ave.

Det er bestemt ikke noget socialt projekt, der er på vej, og det bliver en svær øvelse at få fuld opbakning fra EU’s socialdemokrater og fra mange sydeuropæere. Der skal smørelse til, og fra slutningen af firserne og al snakken dengang om "den sociale dimension ved man, at selv nok så løse hensigtserklæringer kan smede mægtige alliancer. Det er hér den sociale søjle kommer ind.

Derfor skal vi hellere bruge tiden på det nye store integrationsprojekt. Selvom Danmark nok vil være uden for eurozonen i en overskuelig fremtid, vil der komme et pres for at bringe os ind i inderkredsen, og det bliver ikke et rart sted at være.