Senere på denne måned træder 3F’s hovedbestyrelse sammen med et usædvanligt punkt på dagsordenen; frihandelsaftalen mellem EU og USA, kaldet TTIP. Punktet er ikke usædvanligt, fordi det er urelevant, og da slet ikke for 3F. Der er ikke så lidt af det, der forhandles om, som burde få 3F’ere til at råbe op.

Det ville være livgivende, hvis 3F ville tage en førertrøje på i LO-familien, og stoppe støtten til TTIP-projektet.

Tager vi for eksempel beskæftigelsen, så har selv Kommissionens egen vurdering af en aftales effekt på beskæftigelsen konkluderet, at der vil være tale om, at op mod en million vil miste deres job i EU, og at der vil være en ”omfattende og langvarig” forøgelse af udgifterne til dagpenge. Rapporten forestiller sig, at de samme mennesker hurtigt vil finde et andet job i en anden sektor, men hvor sikkert er det lige? Det er vist ikke erfaringen.

Derudover forudser en anden, mere kritisk rapport, at netop de nordeuropæiske lande, herunder Danmark, står til at tabe på aftalen.

Der er også mange andre gode grunde til, at 3F bør kigge TTIP nøje efter. Aftalen vil – som det tegner nu – komme til at koste dyrt på arbejdsmiljøområdet. Det vil være svært at opretholde en høj standard og meget svært at tage nye initiativer, hvis amerikanske virksomheders interesser er i klemme.

Oven i købet er det planen, at aftalen skal give amerikanske virksomheder mulighed for at lægge sag an direkte mod staten ved en international særdomstol, hvis for eksempel virksomheden mener, der er vedtaget noget, som går mod dens interesser.

Så derfor er det ikke mærkeligt, at 3F tager sagen op. Når det er usædvanligt, er det kun fordi TTIP generelt ikke diskuteres meget i fagbevægelsen. Og så fordi den allerøverste LO-top meget tidligt lagde ud med at stille sig meget positivt til TTIP. I juli 2014 trykte Jyllands-Posten for eksempel en kronik underskrevet af samtlige forbundsformænd plus handelsminister Mogens Jensen (S) under overskriften "Frihandelsaftale plus for lønmodtagere". Forestillingen i kronikken var, at aftalen nærmest skulle være en jobfest, hvad end ikke de officielle rapporter understøtter.

Det var vist nogle gamle reflekser, der talte dér – at frihandel er lig med mere beskæftigelse og velstand. Teksten som helhed vidnede ikke om den store forståelse for, hvad der er på spil, og hvad hensigten er med den aftale.

Det har også vist sig, at den nordiske fagbevægelse generelt har været meget mindre kritiske end fagbevægelsen i resten af Europa, hvor store faglige organisationer, såsom det største fagforbund i Tyskland IG Metall, har sagt klart fra, og hvor selv Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) er gået langt i sin kritik. I Bruxelles kan man endda høre repræsentanter for europæiske faglige organisationer klage stille over, at nordboerne stiller sig på tværs af en mere kritisk, fælles holdning.

Det ville være livgivende, hvis 3F ville tage en førertrøje på i LO-familien, og stoppe støtten til TTIP-projektet. Der er ikke noget at hente for forbundets medlemmer, og det grundlag, der forhandles ud fra, sigter ikke mod at give europæiske arbejdere et løft. Tværtimod.