Valget af ny EU præsident og kommission kan godt vække bekymring om i hvilket omfang, EU kommer til at spille en ledende rolle i at drive klimapolitikken frem internationalt. Vi har ikke indtil nu officielt set åbne politiske aftaler om, at klimapolitikken nedprioriteres, men valget af nye ledere kan godt vække bekymring. Klimakommissæren er blevet nedlagt, og området er integreret i energipolitikken og ledet af en spansk kommissær med gode forbindelser til olieindustrien.

Klima vil måske være helt fraværende i EU's nye forskningsstrategi.

Rygter peger også på, at klimaforskning måske vil være helt fraværende eller i bedste fald kun vil være et meget lille område i kommissionens nye forskningsstrategi. Officielt vil jeg gætte på, at en så lavt prioriteret klimastrategi vil blive begrundet i, at det er bedre at "mainstreame"; altså klimaet skal integreres i andre områder og være en del af energipolitik, landbrug, økonomi mm.

Op på dagsordenen eller ned

Som udgangspunkt er det godt, at klimaet i EU mainstreames, så det er med på forhandlingsbordet om højt prioriterede økonomiske områder. Klima handler mere om ændringer i vækst og økonomisk struktur end om reguleringer på miljøområdet, og det blev da også allerede erkendt på klimatopmødet i København i 2009, da præsident Obama og andre præsidenter fra OECD-lande og udviklingslande mødte op. Desværre var der endnu ikke på det tidspunkt udviklet et fagligt baseret forhandlingsgrundlag for, at der kunne træffes de vidtgående økonomiske aftaler, som skal til for at tackle klimaudfordringerne.

Er vi så bedre forberedt nu til økonomisk baserede klimaaftaler, hvor mainstreaming bliver en løftestang? Kun i yderst begrænset omfang, vil jeg personligt konkludere baseret på en vurdering på konklusionerne i de nye IPCC-rapporter (FN's panel af klimaeksperter) og på Vismændenes seneste rapport i foråret om vedvarende energi og klima.

Miljøpolitisk centrering

Kort fortalt kan man sige, at IPCC-rapporterne stadig centrerer sig om en slags miljøpolitisk dagsorden, hvor behovet for ændringer i drivhusgasudslip primært ses ift, hvordan en optimal international klimaaftale kan løse det problem på trods af, at forventningerne til en sådan aftale nærmest er fraværende. Modsat lægges der meget lidt vægt på at vurdere, hvordan en helt ny type aftale baseret på globalt økonomisk samarbejde kunne fremme drivhusgasreduktioner. Jeg er ikke her ude på at klandre IPCC for snævertsyn, de følger blot deres mandat, og afspejler også først og fremmest, hvad den videnskabelige litteratur dækker.

Vismandsrapporten stiller sig i den modsatte lejr. Udgangspunktet er en snæver opfattelse af samfundsøkonomisk rentabilitet af vedvarende energi og nuværende regulering kritiseres, uden at der er foretaget en økonomisk analyse af, hvad klimaforandringer egentlig betyder. Kortsigtede argumenter om erhvervslivets konkurrenceevne bliver dermed dominerende.

Begge disse to ydersynspunkter bidrager desværre for lidt til at etablere en mere åben og konstruktiv diskussion af, hvad der så kan bringe os fremad i klimapolitikken. Nogle af de vanskelige spørgsmål, som der må tages fat på er: Kan Danmark med fordel være forgangsland og tjene på produktion af grønne teknologier, har støtten til sol og vind ligget på et rimeligt niveau, hvad betyder de høje energiudgifter for lavindkomstfamilier, og hvordan kommer vi på front i forskning og udvikling i stedet for mest at tale om det.