G7-landene har på deres netop afsluttede topmøde vedtaget, at temperaturstigningerne skal begrænses til to grader som oplæg til COP 21 i Paris. G7 vil satse på, at udslippene skal reduceres fra 40 til 70 procent i forhold til 2010.

Er verdens top-lande pludselig blevet meget miljøinteresserede, eller er der andre ting på spil?

Samtidig er det målet, at alle fossile brændsler skal være faset ud i slutningen af det 21. århundrede. Hvordan kan det mon være? Er verdens økonomiske top-lande pludselig gået i kloster og blevet meget miljøinteresserede, eller kan der være andre ting på spil?

Det er naturligvis svært at have den nødvendige baggrundinformation, som kan muliggøre en præcis vurdering af G7-landenes motiver, men det kan alligevel være værd at se lidt nærmere på, hvordan landene har ageret i de seneste år.

Hvor ligger problemet?

Sidste år kom den overraskende nyhed om, at Kina og USA havde indgået en bilateral aftale som blandt andet indebar samarbejde om teknologier og handel, og at Kinas samlede drivhusgasudslip skulle toppe senest i 2030.

Aftalen med Kina kan ses som led i den stadigt voksende erkendelse af, at klimapolitik i meget høj grad handler om, hvad verdens største økonomier kan enes om. Til gengæld er OECD-landene nået til en anden økonomisk udviklingsfase, hvor servicesektoren og let industri er vigtige, og hvor vores energiforbrug og drivhusgasudslip vokser langsomt.

På trods af, at klimaforandringerne i dag primært skyldes OECD-landenes industrialisering og energiforbrug gennem de sidste 100 år, er vi nødt til at samarbejde med udviklingslandene, hvis vi vil reducere drivhusgasserne i fremtiden. 

Økonomiske gulerødder

G7-landene spiller i dag en rolle i verdensøkonomien, der giver dem mulighed for at tilbyde udviklingslandene nogle samarbejdsbetingelser, som forhåbentlig kan gøre dem interesserede i reduktioner af drivhusgasudslip.

I den økonomiske litteratur taler man om, at aftaler kan fremmes gennem såkaldte "side-payments". Der er ikke her tale om bestikkelse eller lignende, men nærmere om, at man betaler klimapolitik i samarbejdslande med økonomisk fordelagtige aftaler som for eksempel handelsaftaler, som ikke direkte har noget med klima at gøre.

Et eksempel på sådanne betalinger fandt ifølge internationale rygter sted, da Rusland, som det sidste og nødvendige land i ratificeringen af Kyoto-aftalen kom med.

Rygterne fortalte, at Rusland til gengæld for ratificeringen fik lovning på, at russiske borgere kunne rejse frit gennem de baltiske stater uden visum til det russiske område Kaliningrad, at EU ville støtte Rusland i nogle WTO-handelsspørgsmål, og at EU-landene ville investere i nogle energiprojekter i Rusland. 

Eksemplet illustrerer realpolitik, og så længe den slags kan fremme klimapolitik, ser jeg ikke de helt store problemer her. Forhåbentlig kan G7 bruge deres økonomiske muskler lidt mere på klimaområdet.