02 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klima og valgløfter

Blogs

Kirsten Halsnæs
Professor i Klima og økonomi på DTU, økonom, medlem af FN's klimaekspertpanel.
Har en lang erfaring i forskning i klimapolitik og bæredygtig udvikling i relation til klimatilpasning og til reduktion af drivhusgasser med fokus har på samarbejde med udviklingslande, Kina og Indien, har deltaget som ledende forfatter i FN's klima ekspertpanel, IPCC.
Blogindlæg af Kirsten Halsnæs
tir. 16. jun - 2015
tir. 28. apr - 2015
tir. 03. mar - 2015
man. 03. nov - 2014
tir. 23. sep - 2014

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 28. april, 2015, 09:46:50

Klima og valgløfter

Måske skulle man gøre det dyrere at anskaffe biler med store motorer? Eller hvad med at indføre skattefradrag for cyklister?

Vi nærmer os som bekendt et folketingsvalg, og så kan det jo være interessant at følge med i, hvordan de politiske partier profilerer sig på områder, hvor de regner med at kunne tiltrække vælgere.

Klimaet er et af de områder, som ikke direkte lige nu nævnes øverst i de politiske programmer, men som alligevel i høj grad vil kunne påvirkes af svirrende valgløfter. 

Et af eksemplerne på det er Konservatives nye forslag om, at der skal indføres vejafgift på motorvejene, og at danskerne så til gengæld skal have lavere bilafgifter. 

Hvad nu, hvis målet nu var at reducere klimabelastningen, lokal luftforurening og energiforbrug?

Forslaget skal ses i sammenhæng med et par års kampagne af bilimportørerne og andre, for at registreringsafgiften skal nedsættes, så bilsalget kan komme i gang, og så især større biler med kraftfulde motorer kan blive rullet ud på vejene.

Et af argumenterne har været, at bilsalget (heldigvis) er blevet meget domineret af små miljørigtige biler, efter den grønne registreringsafgift blev indført. 

Endelig kan vi så se frem til flere Audier, BMW'er og andre diesel- og benzinslugere på gaden, hvis Konservative har held med denne vælgermadding.

Grønne ønsker

Lad os prøve at vende problemstillingen lidt på hovedet. Hvis målet nu var at reducere klimabelastningen, lokal luftforurening og energiforbrug, kunne man da godt tænke sig andre veje på transportområdet.

Hvad med i stedet at gøre det dyrere at anskaffe biler med store motorer. En stor del af nyanskaffelserne i den kategori er firmabiler, hvor skattereglerne ansætter en værdi af fri bil. Det ville være yderst enkelt at ændre reglerne, så en særlig lav skattebetaling var mulig ved små og særligt energieffektive biler, og de større biler kunne skatteansættes højere end i dag. 

Skaden ville være begrænset for bilisterne, oftest er bilen jo kun brugt af en person på vej til arbejde. Arbejdsgiverne kunne så til gengæld afgiftsfrit få lov til låne medarbejderne gratis biler til familieture.

Cyklistfradrag og delebiler

En anden grøn transportløsning kunne være at ændre skattefradraget for kørsel til arbejde for cyklister. I dag er der ikke fradrag for de første 24 kilometers kørsel til arbejde. Samtidig kan det jo være netop indenfor en sådan distance, at medarbejdere vælger at cykle.

Her ville det være fair og klimavenligt at give en økonomisk belønning til cyklister, som kunne blive undtaget for 24 kilometersreglen, så alle kilometer ved kørsel til arbejde gav fradrag. Rent praktisk kunne en sådan ordning baseres på en slags GPS system på cyklerne, hvor cyklisten digitalt førte en slags kørselsbog, som skattevæsnet kunne bede om indsigt i efter behov.

En anden ide til reduktion af bilkørsel og dermed klimabelastning kunne være at indføre lav beskatning af delebiler.

Der ville så være et incitament til, at bilerne kun bruges, når det er højst nødvendigt via et system, hvor der betales per kilometer kørt, så brugeren bliver bevidst om omkostningen.

Der kunne så være en slags loft på, hvor mange kilometer man årligt kunne køre i delebil til en omkostning med lav skat, så delebilerne ikke bare kom ind og erstattede normalt bilejerskab. Forhåbentlig ville sådanne ordninger kunne nedsætte kørslen i byområder.