Man skal være meget sulten, før man vælger job i sundhedssektoren. Det er lidt omskrevet, hvad jeg kunne udlede af debatter i valgkampen, når kandidater gjorde gældende, at uden indvandring, ville vi ikke have nogen til at passe på vores gamle, når de får brug for hjælp.

Jo større lønmæssig ulighed i de fag, som vi skal leve af, jo sværere bliver det at rekruttere til de lavestlønnede job.

De Radikales Jens Rohde havde allerede brugt ældreplejen som eksempel på, hvorfor man også skulle sænke beløbsgrænsen i forhold til rekruttering af medarbejdere fra tredjeverdenslande. Ifølge Rohde ville vi alternativt komme til at mangle nogen til at "tørre os i røven", når vi blev gamle.

På vegne af mine mange kolleger i sundhedssektoren følte jeg mig ramt af de ellers velmenende udtalelser. For hvis det er, hvad fremtidens folkevalgte kan svinge sig op til, når de skal udtrykke deres respekt for de erhvervsuddannede, så kan det blive en selvopfyldende profeti, at etniske danskere vælger erhvervsuddannelser fra.

Fordomme om erhvervsuddannede

Erhvervsuddannede bekræfter nemlig igen og igen, hvordan de oplever, at fordommene blomstrer. Og selv om vi flittigt deler indlægget "Det er kun de dumme, der bliver håndværkere," som komikeren og tømreren Anders Nielsen har skrevet, så ændrer det ikke grundlæggende ved opfattelsen, at de kloge læser, og de mindre kloge bruger hænderne.

Så meget desto værre er det også, når politiske kolleger sætter lighedstegn mellem indvandring, beløbsgrænse og erhvervsuddannelser. For ligeså lidt som der er belæg for at påstå, at erhvervsuddannede er mindre kloge end universitetsuddannede – ligeså lidt belæg er der for at tænke, at der er sammenhæng mellem hudfarve/nationalitet og intelligens. I yderste konsekvens er sådan et perspektiv tværtimod svært skræmmende, og det skal på ingen måde have grobund i et demokratisk samfund.

I Folketinget er de erhvervsuddannede stadig elendigt repræsenteret. Men så må vi tale med så meget desto større stemme, for der er i den grad brug for et modspil til den måde, som vi har indrettet samfundet på.

Bedre løn som rekrutteringsmiddel

I virkelighedens verden er vores valg af uddannelse ofte præget af tilfældigheder. Vi landede der, hvor der tilfældigvis var en plads. Mange af os har ofte drømt os på en anden hylde end den, vi endte på. Og når vi ikke bare surfer rundt fra det ene fag til det andet, så er det jo ærlig talt bare fordi, at vi skal have smør på brødet.

At unge til gengæld skeler til, hvor de kan få det bedste løn, kan vi næppe fortænke dem i. Og jo større lønmæssig ulighed i de fag, som vi skal leve af, jo sværere bliver det at tiltrække nye medarbejdere til de lavestlønnede job. Det er også grundlaget for den danske model. Når der er stor politisk interesse for at hjælpe arbejdsgiverne med et større eller uændret stort arbejdsudbud, (læs: flere sultne ledige), så skubber man også til balancen mellem aftaleparterne – og det vil øge den lønmæssige ulighed mellem de højest- og de lavestlønnede. Det gavner ingen.

Teoreretikere og praktikere

Både i den private og den offentlige sektor har vi samtidig set en forskydning i personalesammensætningen med flere teoretikere bag skriveborde og færre ansatte i "produktionen". Ud over at det har medført et større arbejdspres blandt de, der skal lave det praktiske arbejde, så nyder de mange teoretikere heller ikke udpræget respekt blandt de, der skal udføre opgaverne.

Jeg kunne optrykke min egen nye version af molbohistorier, hvis jeg skulle nævne de mange eksempler. De omfatter ikke blot gammel vin på nye flasker – men også direkte tåbeligheder. Men først og fremmest er de et udtryk for, hvordan et lag af konsulenter og teoretikere har fået skabt deres helt eget nye rockwoollag i både virksomheder og i den offentlige sektor. Lønnen er bedre, og det er lettere at få ledelsesmæssig anerkendelse i de nye funktioner, hvor man kan komme langt med plusord og smarte sætninger. Samtidig er det blevet ualmindeligt svært for medarbejderne i "produktionen" at komme til orde og vinde gehør.

Brug for afbureaukratisering

Skiftende regeringer har sat ledelse og afbureaukratisering på dagsordenen. Det vil jeg også gerne gøre.

Jeg vil have ledere, som prioriterer trivsel for personalet og god kultur i samarbejdet med borgerne. Og jeg vil konvertere diverse ledelsesmæssige mellemlag og konsulenter til mere personale i den direkte velfærdsindsats. Og så vil jeg heppe på, at fagbevægelsen fortsætter kampen for ligeløn. Det skal tilsammen skabe større respekt for mine kloge, erhvervsuddannede kolleger, og det er nødvendigt, hvis vi i fremtiden skal være i stand til at rekruttere dygtigt faglært personale.