15 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

SF’s holdning til forsvarsforbeholdet er ubegribelig

Blogs

Lave K. Broch
1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Cand.scient.pol. Medlem af Radikale Venstre samt en af initiativtagerne bag Radikalt EU-kritisk Netværk og EU-modstand fra midten.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 01. marts, 2018, 09:28:07

SF’s holdning til forsvarsforbeholdet er ubegribelig

Hvis SF virkelig ønsker et kursskifte i dansk sikkerhedspolitik, burde SF bl.a. kæmpe sammen med Folkebevægelsen mod EU for, at Danmark ophører med at følge EU’s terrorliste.

SF’s Holger K. Nielsen ser for sig en dynamisk udvikling i EU’s forsvarsdimension og ønsker tilsyneladende, at Danmark skal afskaffe forsvarsforbeholdet i EU (kronik i Information den 15. februar). Men SF’s nye syn på forsvarsforbeholdet er uforståeligt.

Danmark bør atter blive en nation, som kæmper for fred og sikkerhed for alle verdens folk. Vi skal derfor ikke blive en del af EU’s militære union.

Jeg deler dog Holger K. Nielsens opfattelse om, at Danmarks sikkerhedspolitiske placering i de senere år har været yderst problematisk. Danmark bør ikke deltage i ulovlige militære interventioner eller missioner, hvor allierede har et lemfældigt syn på menneskerettighederne.

FN-sporet

Vi bør i stedet bevæge os tilbage til FN-sporet og blive en nation, der bakker op om fredsmægling og nedrustning, og som aktivt stiller op, når det gælder fredsmissioner for FN. Forsvarsforbeholdet står ikke i vejen for et sådant kursskifte. Til gengæld forhindrer forsvarsforbeholdet en yderligere dansk deroute inden for sikkerheds- og forsvarspolitikken.

En af de vigtigste grunde til, at EU-landene Frankrig og Tyskland var imod Irak-krigen, var, at de to lande havde solgt mange våben til Iraks daværende diktator Saddam Hussein. Våben, som blev brugt imod den irakiske befolkning. Denne kyniske våbenhandel er ikke noget, som EU tager afstand fra.

For EU har et tæt samarbejde med våbenindustrien, og EU støtter åbent en styrkelse af EU’s våbenindustri, herunder eksport af våben – selv til lande, der vedvarende krænker menneskerettighederne. Jeg vil derfor opfordre SF til at se mere på dette problem. Det er ikke et teoretisk spørgsmål, men virkelighed for de mennesker, som oplever overgreb med våben produceret i EU.

Udviklingen af EU’s militære union drejer sig også om, at EU skal blive bedre i stand til at begå militære operationer andre steder i verden. EU har oprettet militære kampgrupper, som Danmark netop ikke er med i på grund af vores forsvarsforbehold.

Det burde SF være glade for, da der er risiko for, at kampgrupperne kan bruges til opgaver, hvor der ikke er et FN-mandat. EU stiller nemlig ikke et krav om, at EU’s militære operationer kun kan gennemføres, hvis der er et FN-mandat.  Finland ændrede sin lovgivning, der forudsatte, at der var et FN-mandat for militære operationer, i forbindelse med at landet gik med i EU’s kampgrupper.

EU's terrorlister

Hvis SF virkelig ønsker et kursskifte i dansk sikkerhedspolitik, burde SF bl.a. kæmpe sammen med Folkebevægelsen mod EU for, at Danmark ophører med at følge EU’s terrorliste.

EU’s terrorliste er og har været til stor skade for det internationale fredsarbejde. Det gælder ikke mindst i Sri Lanka, hvor EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre betød, at hele fredsprocessen kollapsede. Norge, som ikke følger EU’s terrorliste, har langt bedre muligheder end Danmark, når det gælder mulighederne for at være fredsmægler, og Danmark burde kæmpe sammen med Norge for fredsmægling i verdens brændpunkter.

Danmark bør atter blive en nation, som kæmper for fred og sikkerhed for alle verdens folk. Vi skal derfor ikke blive en del af EU’s militære union.

Ja til et kursskifte i vores sikkerheds- og forsvarspolitik, men forsvarsforbeholdet i EU skal vi holde fast i.

 

Nyeste blogindlæg