Debatten om EU-borgeres ret til velfærdsydelser har raset den sidste måned. Det startede egentlig allerede i sommers, hvor diskussionen om retten til SU kom op på grund af en EU-dom. Dommen strammede forståelsen af hvornår, man som udenlandsk borger har ret til SU, og i hvilket omfang man kan tage SU’en med sig ud af landet.

EU-domstolen har slået fast, at retten til fri bevægelse og ligebehandling betyder, at EU-borgere har ret til dansk og SU – også hvis de vælger at rejse tilbage til deres hjemland og fortsætte studierne.

Hvis oplevelsen af ret og rimelighed går fløjten, er det slut med velfærd.

Det udfordrer solidariteten. Opbakningen til velfærdssamfundet og til at finansiere det over en relativ høj skat, kræver en følelse af samhørighed og fællesskab. Man har en urealistisk forestilling om, hvordan det danske velfærdssamfund kan bestå, hvis vi ikke kræver, at der er en rimelighed i forhold til, hvordan EU-borgere kan modtage danske velfærdsydelser.

Jeg stiller mig kritisk overfor, at der er kommet nogle domme, som i alt for vid udstrækning udvider rettighederne til folk, der ikke nødvendigvis er en del af det danske samfund, men som efter kort tid i landet og med få timers arbejde får adgang til velfærd.

Børnechecken misbruges af nogle arbejdsgivere til at presse lønnen ned for udenlandske arbejdere. En ussel løn glider nemmere ned, hvis man som polak kan få, hvad der svarer til en halv årsløn i Polen, i børnecheck. Det er selvfølgelig uacceptabelt.

Udlændinge, der kommer hertil, skal selvfølgelig have de samme rettigheder. Men det udfordrer folks opfattelse af ret og rimelighed, når man kan få børnepenge efter helt ned til ni timers arbejde om ugen. Man kan endda have så få timers arbejde om ugen, at man ikke betaler skat. Alligevel kan man få børnepenge til børn, der bor i et andet land.

Regeringen skal ikke kun forhandle med partierne i Folketinget, men også aktivt tage diskussionen op i Bruxelles, hvor en række lande allerede har igangsat en større debat om retten til medlemslandenes velfærdsydelser. Danmark bør overbevise de andre EU-lande om at finde en model for sikringen af skattebetalte velfærdsgoder imod pres.

Hvis oplevelsen af ret og rimelighed går fløjten, er det slut med velfærd, både for danskere og alle andre.