En folketingskandidat fra Liberal Alliance skrev til mig forleden dag. Han forstod ikke, hvorfor fagbevægelsen "hidsede" sig sådan op over, at Regeringen i sin fremlagte 2025-plan ville hæve pensionsalderen med sølle seks måneder. Herregud med de penge, som en LO-familie fik på lommen via skattelettelser, kunne de jo "bare" selv finansiere det halve år.

En højere pensionsalder kan ikke hive flere arbejdstimer ud af lønmodtagere, hvis deres krop allerede har stemplet ud.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg svarede ham.

Skattelettelser får ikke smerter til at gå væk. Mønt på lommen giver os ikke bedre arbejdsliv. En højere pensionsalder kan ikke hive flere arbejdstimer ud af lønmodtagere, hvis deres krop allerede har stemplet ud.

Beklager, men her må selv smarte regnemodeller give fortabt.

Derimod - hvis vi lader pengene blive i den fælles kasse; Investerer dem i uddannelse og et bedre arbejdsmiljø - ja, så kan vi faktisk undgå, at mennesker bliver nedslidt.

Og hvis vi freder pensionsalderen - og freder de nedslidte, som i dag ikke kan arbejde mere - ja, så kan de (måske) stadig have nogle gode leveår i sig og være noget for andre. Så har de (måske) stadig fysikken til at passe syge børnebørn og klippe hækken selv.

Løkkes 2025-plan glemmer værdigheden. Men den glemmer også visioner for fremtidens arbejdsmarked.

Flere år på arbejdsmarkedet kræver et godt arbejdsmiljø og bedre muligheder for at videre- og efteruddanne sig.

Det, vi skal leve af, er dygtige, omstillingsparate medarbejdere. Vi skal gribe de muligheder, der ligger i ny teknologi; Vi skal følge med (som vi altid har gjort!!) -  være klar til at sadle om, hvis fabrikken, slagteriet og posthuset lukker. Dygtiggøre os.

Omstilling er et vilkår som altid har været vores, LO-lønmodtagernes.

Vi skal bare stilles tryghed i udsigt. Fleksibiliteten skal modsvares af økonomisk sikkerhed og opkvalificering, så vi netop kan komme videre, kan skabe vækst. Og kan lægge flere år på arbejdsmarkedet.

Se, det er der fremtid i. Ikke skattelettelser og sparekurs.