Danmark er kendt for at været et solidarisk og trygt land, som bygger på en høj grad af tillid. Det er vi stolte af – og det har vi grund til at være.

Siden 2010 har de rigeste 10 pct. i gennemsnit fået 65.000 kr. mere, mens den fattigste tiendedel blev 3.000 kr. fattigere.

For nogle år siden hørte jeg om en forsker, der skulle måle graden af tillid i forskellige lande. Det gjorde han ved at placere en pung på et offentligt sted og se, hvor lang tid der gik, før pungen nåede tilbage til sin rette ejermand. I Danmark havde forskeren dog store problemer med undersøgelsen, for lige så snart han placerede pungen, var der en forbipasserende, som samlede den op og sagde "Hov – du tabte din pung".    

Det er ikke tilfældigt, at det lige var i Danmark, at pungen aldrig for alvor nåede ud af hænderne på forskeren. Det skyldes, at Danmark er et relativt lige land og har været det gennem flere generationer. At vokse op i et samfund med en høj grad af lighed avler solidaritet, tryghed og tillid. Alle værdier, som gør Danmark til et dejligt og fredeligt land at leve i.

Større skel mellem rig og fattig

Men fundament af lighed, som vi har bygget Danmark op omkring, er begyndt at smuldre. Afstanden mellem os vokser år for år. Mens de rigeste 10 pct. i gennemsnit har fået 65.000 kr. mere mellem hænderne om året siden 2010, er den fattigste tiendedel blev 3.000 kr. fattigere.

En udvikling, der er blevet understøttet politisk ved at forringe sikkerhedsnettet og spare på velfærd og uddannelse for i stedet at uddele skattelettelser til de rigeste. Med andre ord prioriteres de få på toppen frem for fællesskabet.

Jeg mener simpelthen ikke, at den udvikling er retfærdig, når man ser på, hvordan vi hver især har bidraget til den økonomiske fremgang.

Når vi er kommet så stærkt ud af finanskrisen, skyldes det både medarbejdere og ledelse på vores virksomheder. Det skyldes virksomheder, der har dygtige, trygge og veluddannede medarbejdere, som sætter en ære i arbejdet, og som er villige til at give den en ekstra tørn, når det brænder på.

Det skyldes også, at vi i Danmark har en offentlige sektor, som tilbyder omsorg for chefens og medarbejdernes børn, forældre og bedsteforældre. At der er gode veje at transportere råvarer til produktionen på. Og at vi har et gratis sundhedsvæsen, som kan hjælpe os hurtigt tilbage på arbejde, når vi bliver syge.

Fundamentet for velstanden skabes af den brede gruppe af lønmodtagere. Lønmodtagere, som ikke mærker meget til den økonomisk fremgang, men som i disse år må løbe stærkere og stærkere for at skabe et økonomisk råderum til skattelettelser i toppen. Det er ødelæggende for sammenhængskraften.

Politikerne må sadle om

I fagbevægelsen beder vi derfor politikerne om at sadle om. Vi må ikke øge uligheden yderligere. Vi må ikke forringe velfærden. I stedet for at give skattelettelser til dem, som i forvejen har mest, skal vi investere i lønmodtagerne – i fællesskabet. I uddannelse, bedre arbejdsmiljø, et solidt sikkerhedsnet og en sund offentlige sektor.

Vi bidrager alle til den økonomiske vækst. Derfor skal den også komme os alle til gavn. Sådan bevarer vi et Danmark, som bygger på solidaritet, tryghed og tillid. Et Danmark, hvor vi arbejder sammen i tillid til hinanden, og hvor det kan være ganske svært at miste sin pung.