Til efteråret er det endelig Arnes tur, når regeringen forventes at præsentere sit forslag til tidlig pension.

Det er politikernes ansvar at sørge for, at man kan trække sig tilbage på en værdig måde, når kroppen siger stop.

Det ser vi frem til i fagbevægelsen. For vi har længe forsøgt at åbne politikernes øjne for, at det ikke er alle, som kan holde til at arbejde indtil pensionsalderen. Og at det er politikernes ansvar at sørge for, at man kan trække sig tilbage på en værdig måde, når kroppen siger stop.

Det kan man ikke i dag. Og det skal simpelthen laves om. Alt andet er et svigt af slidte lønmodtagere.

Det er simpelthen ikke i orden, at nogle mennesker skal ende deres arbejdsliv på smertestillende medicin. Alle skal have ret til mange gode år, mens de er på arbejdsmarkedet og også efter et langt arbejdsliv. Men det har alle desværre ikke i dag.

Hvis vi skal nå det mål – og det skal vi! – så kræver det både, at man kan trække sig tilbage før tid med værdigheden i behold, og at vi gør langt mere for at forebygge nedslidning. I dag halter det gevaldigt på begge områder.

I virkeligheden bør det jo være sådan, at ingen bliver syge eller slidt ned – hverken fysisk eller psykisk – af at gå på arbejde.

Som det er lige nu, bliver alt for mange nedslidt, inden de når pensionsalderen. Det drejer sig oftest om ufaglærte og faglærte lønmodtagere, som har de hårdeste job, og som starter på arbejdsmarkedet i en ung alder – nogle starter allerede lige efter at have afsluttet folkeskolen. 

Det problem vil vokse, i takt med at pensionsalderen stiger samtidig med, at efterlønsordningen er kraftigt på retur. Der mangler ganske enkelt reelle muligheder for, at både nedslidte og slidte lønmodtagere kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden folkepensionsalderen – uden at skulle stå med hatten i hånden.

Seniorpensionen er et skridt på vejen. Men den kan ikke stå alene. Der er også brug for en egentlig rettighedsbaseret ordning til dem, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og har været der i mange år.

Og der er brug for, at lønmodtagerne skal rustes til at være flere år på arbejdsmarkedet. Det kræver en bedre arbejdsmiljøindsats, et øget fokus på sporskifte, mere efteruddannelse til seniorer samt en offensiv indsats for i højere grad at favne seniorernes ønsker og behov. Men også at arbejdsfunktioner forbedres og lettes, med de muligheder via teknologi eller på anden vis kan udvikles til det bedre.

Skal vi nedslidningen til livs, kræver det derfor en indsats både fra politisk side og fra arbejdsmarkedets parter.

Alle skal have ret til mange gode år efter et langt arbejdsliv. Fagbevægelsen bidrager meget gerne med løsninger, og det håber jeg naturligvis også, at arbejdsgiverne gør.