”Den nye strategi udstikker en ny og vigtig kurs. Hidtil har der været en relativ lille del af dansk udviklingsbistand, der er lavet i samarbejde med den danske privatsektor, det ser der nu ud til at blive lavet om på.” 

Med de ord bød Dansk Industri i en pressemeddelelse den nye udviklingsstrategi velkommen i sidste uge. ¨

Strategien er kulminationen på et længerevarende ideologisk korstog på udviklingsbistanden, siden Kristian Jensen (V) satte sig til rette ovre i Udenrigsministeriet.

At LA og V fra deres poster spytter nyliberale tiltag ud, der benhårdt handler om at fremme dansk erhvervslivs interesser på det globale marked kan næppe overraske.

Som dug fra solen forsvandt de brede hensyn til den langsigtede fremme af fattige og marginaliserede gruppers sociale, politiske og økonomiske rettigheder. I stedet skulle det nu dreje sig om ”ejendomsret, frihandel og private investeringer”, som Venstre-regeringen i sin tid formulerede det i deres udviklingspolitiske prioriteter til finansloven ’16.

Som vi i Afrika Kontakt forklarede i vores svar, ville det betyde et endnu hårdere privatiseringspres, på alt fra land til skolesystemer, endnu flere frihandelsaftaler som TTIP, der undergraver demokratiet, og endnu flere udviklingsmidler direkte i erhvervslivets lommer til at støtte deres eksporteventyr. 

Med makkerparret Anders Samuelsen (LA) og Ulla Tørnæs (V) på de bonede gulve i Udenrigsministeriet er der selvsagt ikke kommet mindre fart på korstoget.

At LA og V fra deres poster spytter nyliberale tiltag ud, der benhårdt handler om at fremme dansk erhvervslivs interesser på det globale marked kan næppe overraske.

Men hvad der er overraskende (og skræmmende!), er hvordan samtlige Folketingets partier, bortset fra Enhedslisten, kunne stemme for strategien. Måske endnu mere skræmmende er, at den nye strategi ikke møder mere modstand fra de store udviklingsorganisationer.

Enten er det udtryk for, at de tidligere bastioner for global retfærdighed har rykket til højre sammen med resten af det politisk spektrum – eller også har Tørnæs’ planer om ’konkurrenceudsættelse’ af bistandsmidlerne, hvormed ingen af organisationerne kan føle sig sikre på at være inde i varmen fra 2018, allerede båret frugt, idet frygten effektivt har lukket for kritikken. 

Den stiltiende accept af regeringens ideologiske korstog fra brede dele af det organiserede civilsamfund og et flertal på Christiansborg er den største trussel solidaritetsarbejde i Danmark står over for.