Som advokater for Brandfolkenes Cancerforening har jeg med en kollega netop gennemgået et halvt hundrede sager med brandfolk, der har fået kræft. Foreningen kender til 143 sager i Arbejdsskadestyrelsen, hvoraf alle – på nær fire – har fået afvist, at de har fået kræft helt eller delvist på grund af brandslukningsarbejde.

For mig som lægmand er det ubegribeligt, at man ikke kan se den sammenhæng i brandfolkenes sager.

Det drejer sig om alle mulige kræftsygdomme. Blandt andet blærekræft, hudkræft, testikelkræft og lungekræft.

Problemet i sagerne er først og fremmest, at der ikke er dansk forskning der viser, at der er en sammenhæng mellem kræft og brandslukningsarbejde. Og derfor er de danske læger ekstremt skeptiske i sagerne.

Der er imidlertid massere af store gennemarbejdede undersøgelser fra andre lande, der viser at brandfolk har en forhøjet risiko for at få kræft. Herunder store amerikanske, australske og canadiske undersøgelser.

Sod er grimt

Og rent faktisk har man vidst i hundredvis af år, at sod var noget grimt noget:

I 1700-tallets England var det nemlig almindeligt, at man brugte børn ned til 4 års alderen til at rense skorstene – såkaldte ”chimney boys”. I den alder, var de små nok til at komme op i skorstenen. Det viste sig, at mange af disse drenge døde som teenagere af ”sodvorter” i skridtet (hvor sveden og dermed soden havde samlet sig). I 1775 identificerede lægevidenskaben sygdommen som testikelkræft, udløst af de kræftfremkaldende stoffer i soden.

Sammenhængen var verdenshistoriens første dokumenterede eksempel på kræft som arbejdsskade. Og med den viden gennemførte man allerede i 1778 lovgivning, hvorefter minimumsalderen for en ”chimney boy” blev fastsat til 8 år. Så var der nemlig en grænse for, hvor mange år han kunne komme op i skorstenen.

Der er derfor næppe nogen erhvervssygdom, der har haft flere år på bagen end kræft, som følge af udsættelse for sod på huden. Da H.C. Andersen blev født, havde man kendt til sammenhængen i årtier.

Når en dansk brandmand har slukket en ildebrand, er badevandet sort af sod i tre dage bagefter. Nogle af de brandmænd, hvis sager jeg har kigget igennem, har slukket over 10.000 ildebrande i deres karriere. Og nogle har endda arbejdet som instruktører ved siden af – og derfor også slukket ildebrande på de dage, hvor der ikke var udrykning.

Sammenhæng i sager

Men ikke desto mindre er konklusionen i Danmark klar: Der er ikke dokumenteret nogen sikker sammenhæng mellem brandslukningsarbejde og kræft.

Jeg er hverken kemiker eller læge, og jeg kan derfor ikke med sikkerhed sige at brandrøg og sod er kræftfremkaldende. Men hvis jeg kigger mig omkring på mit kontor eller i mit hjem er der immervæk mange ting, som jeg tror ville være giftige, hvis der gik ild i dem. For mig som lægmand er det ubegribeligt, at man ikke kan se den sammenhæng i brandfolkenes sager.

Beskæftigelsesministeren har for nylig sat en undersøgelse i gang på området. Om måske tre års tid har vi resultatet.

Indtil da må brandfolkene (ligesom krigsveteranerne) leve med, at man – lægefagligt – kun nødigt kigger ud over landets grænser. Også når det angår viden, som man har haft i årtier – eller århundrede – i det store udland.