27 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et angreb på ytringsfriheden?

Blogs

Mads Krøger Pramming
Advokat med speciale i erstatningsret og veteransager
Advokat hos Kroer Pramming. Født 1976. Har især markeret sig som advokat for PTSD-ramte soldater. Uddannet jurist ved Københavns Universitet i 2005 og underviser i dag på jurastudiet samme sted. Medstifter af Advokatvagten på Nørrebro i København og frivillig i blandt andet Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Dignity og Kompasset, der hjælper hjemløse immigranter.
Blogindlæg af Mads Krøger Pramming

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 29. januar, 2015, 07:04:14

Et angreb på ytringsfriheden?

Kan det tænkes, at motivet for angrebet på Charlie Hebdo ikke har været at angribe vores borgerrettigheder, men "bare" vrede, hævn og religiøs fanatisme?

I kølvandet på de frygtelige hændelser i Paris, har stort set alle medier og politikere (hvad enten de var Charlie eller ej) været enige om, at der var tale om et angreb på ytringsfriheden.

Men hvad var det egentlig for en ytringsfrihed, der blev angrebet?

Løses problemerne ikke bedst ved at forhindre og forebygge vold og mord i stedet for abstrakt snak om at forsvare ytringsfriheden?

Et angreb på den "formelle ytringsfrihed" (som grundlovens §77 først og fremmest beskytter) var det nok ikke. Den bestemmelse er tænkt som et forbud mod censur - altså et forbud mod forudgående indgreb (før nogen ytrer sig).

Det må derfor være et angreb på den såkaldte "materielle ytringsfrihed" - retten til efterfølgende ansvarsfrihed for ytringer - som politikere og medier mener er blevet angrebet. Det kan i den sammenhæng diskuteres, om vi overhovedet har materiel ytringsfrihed i Danmark, og altså om man kan ytre sig ansvarsfrit?

Det er i hvert fald helt klart, at der allerede er grænser for friheden (for eksempel injurielovgivningen, børnepornografi og racismeparagraffen).

Derudover ligger det vel også fast, at ytringsfrihed først og fremmest handler om beskyttelse mod, at statsmagten forhindrer borgere i at komme til orde - hvad enten det er med forudgående eller efterfølgende indgreb. Og alle er vel enige om, at det ikke er statsmagter, der har begrænset Charlie Hebdo i noget som helst. 

Derfor er spørgsmålet velsagtens, om en radikaliseret gruppe mennesker, ved at begå massemord på et lille satireblad, angriber ytringsfriheden.

Det meste vold bunder i vrede. Og rigtig meget vrede starter på grund af ytringer. Hvis man banker på døren til en rockerborg og kalder beboerne for tøsedrenge - så får man nok en på lampen. Der er også nogle, der bliver vrede, når de ser en muhammedtegning. Og med nutidens medier kan sådan en tegning pludseligt komme hurtigt omkring i verden og blive set af millioner - herunder også vanvittige ekstremister, der tyr til vold og mord. 

Som jeg ser det, handler Charlie Hebdo-sagen om netop det; vold og mord. Der er nogle, der er blevet så vrede, at de har begået et massemord. Det er frygteligt, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at det ikke sker igen.

Men med frygt for at blive buret inde af den franske eller danske stat, vil jeg dog gerne stille et forsigtigt spørgsmålstegn ved, om angrebet på Charlie Hebdo virkelig var et "angreb på ytringsfriheden".

Kan det tænkes, at motivet ikke har været at angribe vores borgerrettigheder, men "bare" vrede, hævn og religiøs fanatisme?

Det er muligt, at resultatet af massemordet er, at nogle medier (for eksempel Jyllands-Posten) forståeligt nok bliver bange for at ytre sig. Men er selve eksistensen af fanatiske mordere ude i den store verden et angreb på ytringsfriheden?

Og løses problemerne under alle omstændigheder ikke bedst ved at forhindre og forebygge vold og mord (hvor svært det end er) i stedet for abstrakt snak om at forsvare ytringsfriheden?