Hvis man bliver ramt af sygdom på grund af sit arbejde, er det i tvivlstilfælde erhvervssygdomsudvalget, der skal tage stilling til, om sygdommen skyldes arbejdet eller noget andet.

Kunne man forestille sig en nyretransplantation udført af en konsulent fra KL?

I et andet medie læste jeg for nogen tid siden, at "lægerne" i erhvervssygdomsudvalget kun sjældent anerkender, at man kan få depression af sit arbejde.

Det er for så vidt rigtigt; i 2012 var der 4468, der anmeldte en psykisk erhvervssygdom. Heraf fik kun 187 sygdommen anerkendt som en arbejdsskade (omkring fem procent).

95 procent får afslag

Desværre er det ikke nyt for mig, der til dagligt er advokat for mennesker, der bliver syge af deres arbejde. Så selvom det er bekymrende, at 95 procent får afslag, var det ikke derfor artiklen gjorde indtryk. Derimod fordi det fremgik, at erhvervssygdomsudvalget bestod af læger. Der må være noget journalisten har misforstået.

Erhvervssygdomsudvalget består af ni medlemmer. Tre medlemmer er udpeget af myndighederne og seks af arbejdsmarkedets parter. To af myndighederne har for tiden valgt at udpege en læge – men det store flertal - syv medlemmer - har ingen lægefaglig baggrund.  

Udvalget tager stilling i konkrete arbejdsskadesager. Eksempelvis: Om malerens hjerneskader skyldes arbejde med opløsningsmidler. Om stilladsarbejderen har fået ryglidelser af de daglige løft. Om soldatens oplevelser i krig har påvirket hans psykiske helbred. Om klinikassistenten har fået kviksølvsforgiftning af at arbejde hos tandlægen. Om brandmanden har fået kræft af at indånde røg

Usagkyndige tager stilling

Jeg gætter på, at de fleste danskere vil tro, at det er læger der tager stilling til den slags – ligesom journalisten gjorde.

Vi kunne vel aldrig finde på at lade arbejdsmarkedets parter svinge skalpellen på operationsstuerne? Kunne man forestille sig en bypass-operation udført af ansatte fra DA og LO? Eller en nyretransplantation udført af en konsulent fra KL?

Nu er det med garanti mindre blodigt til udvalgsmøderne, men det er i realiteten det samme der sker: Lægerne er blevet erstattet af skrivebordsarbejdere.

Jeg har stor respekt for udvalgets medlemmer og er sikker på, at de gør deres arbejde omhyggeligt og efter bedste evne. Men hvorfor skal arbejdsmarkedets parter afgøre, om brandmanden har fået kræft af at indånde giftig røg?

Det er først og fremmest en lægefaglig vurdering, om en sygdom er opstået på grund af arbejde. Jeg kan ikke se, at der skulle være nogen fornuftig grund til, at usagkyndige i dag afgør komplicerede lægelige spørgsmål. Det er trods alt syge menneskers forsørgelsesgrundlag, det handler om.

Efter min opfattelse må der under alle omstændigheder kigges nærmere på, om der er en sammenhæng mellem, at sagerne afvises på samlebånd i erhvervssygdomsudvalget og det faktum, at udvalget primært består af usagkyndige.