Et af de helt centrale principper i dansk retspleje er det såkaldte to-instansprincip. Princippet betyder, at man har ret til at få prøvet sin sag i to instanser. Hvis man eksempelvis taber sin sag i byretten, har man altså mulighed for at anke sagen til landretten.

Det er problematisk, at en sag kan forhåndsafvises efter en skrivebordsvurdering. 

Adgangen til at anke sin sag øger sandsynligheden for, at der træffes rigtige afgørelser i de sager, der anlægges ved domstolene. Først og fremmest fordi der derved er mulighed for, at forkerte afgørelser kan blive rettet - men også fordi to-instanssystemet betyder, at dommeren ved den første instans vil være mere omhyggelig med udformningen af sine domme (da afgørelsen kan blive efterprøvet).

Det er klart, at der også er ulemper ved et sådant system. En anke betyder ofte, at sagen trækkes i langdrag i måske flere år, og betyder, at omkostningerne ved at føre en retssag ofte fordobles. Derudover er det naturligvis ressourcekrævende for domstolene, at en del sager skal behandles to gange.

Nye regler

Den 1. juli 2014 trådte der så nye regler i kraft på området. Som det ligger i tiden, var hovedformålet at spare penge. De nye regler betyder, at to-instansprincippet fremover kun gælder for sager med en værdi over 20.000 kroner (tidligere 10.000 kroner). Hvis man taber en sag om 19.000 kroner, vil man altså som udgangspunkt ikke længere have mulighed for at anke uden en særlig tilladelse. Samtidig har man indført en mulighed for, at landsretterne af sig selv kan afvise sager, som der ikke er udsigt til, at man vil ændre udfaldet af.

For så vidt angår det første - grænsen på 20.000 kroner - er der naturligvis vigtige sager, der ikke vil blive gennemført på grund af stramningen. Samtidig er der ingen grund til at tro, at der bliver lavet færre fejl i de små sager end i de store. Og de fejl vil der altså ikke være mulighed for at få rettet i fremtiden, hvilket utvivlsomt udgør et retsikkerhedstab.

For så vidt angår den anden ændring – muligheden for, at landsretten af sig selv kan afvise en sag – er der efter min opfattelse grund til at være bekymret.

Virkeligheden er, at det kun er i omkring hver femte ankesag, at udfaldet ændres. Så med de briller på, må der være et meget betydeligt antal sager, hvor forhåndsvurderingen fra landsretten potentielt kunne være, at der ikke er udsigt til et ændret resultat.

Sager forhåndsafvises

For mig at se, er det problematisk, at en sag kan forhåndsafvises efter en skrivebordsvurdering.  Jeg tror, at den borger der får besked om, at hans sag er forhåndsafvist, vil opleve, at han har lidt et betydeligt retsikkerhedstab, da sagen reelt er afgjort, uden at han har haft mulighed for ytre sig i en retssal.

Det er for tidligt at male fanden på væggen, men bestemmelsen er så bredt og uklart formuleret, at det i sig selv skaber bekymring. Man må i hvert fald håbe på, at landsretterne går forsigtigt til værks, når de bruger bestemmelsen.