Den 4. april 2014 skete det langt om længe: Særloven for krigsveteraner med PTSD trådte i kraft.

Den nye lov betyder, at mere end 500 krigsveteraner med psykiske lidelser, skal have behandlet deres sag igen.

Alle andre, der er kommet psykisk til skade, kan så bare håbe på, at det får en afsmittende virkning på deres sager.

Som repræsentant for ca. 100 krigsveteraner, har jeg været dybt involveret i processen omkring særloven – først og fremmest politisk, men selvfølgelig også ved domstolene, hvor vi har 10 verserende retssager (og en enkelt vundet sag ved Østre Landsret).

I sin enkelthed går særloven ud på, at myndighederne ikke længere kan stille det som en betingelse for erstatning, at en PTSD-ramt krigsveteran skal have været til læge indenfor seks måneder fra traumet.

Den praksis – den såkaldte 6-måneders-regel – betød, at myndighederne systematisk underkendte speciallæger og psykologer, der stillede diagnosen PTSD. Begrundelsen var, at man ikke troede på, at veteranen havde været syg, hvis han/hun ikke straks søgte læge – uanset hvad de ellers sagde på landets fremmeste hospitaler og klinikker.

Det er naturligvis noget vrøvl – og der er næppe tvivl om, at sådan bevisregel ikke vil kunne holde til domstolsprøvelse (og i øvrigt er i strid med forvaltningsretlige grundprincipper).

Gode forklaringer

Der kan jo være så mange grunde til, at en psykisk traumatiseret soldat ikke søger læge med det samme. De fleste håber og tror nok, at det vil gå over af sig selv – og søger først læge, når det viser sig, at det ikke er tilfældet. Andre er for stolte til at erkende deres problemer eller har det så dårligt, at det er urealistisk at komme af sted til lægen. Og så er der selvfølgelig en stor gruppe, der selvmedicinerer sig med alkohol eller andet – og først kommer til lægen, når hele deres verden er ramlet sammen.

Men den regel, er altså afskaffet nu - og mine klienter og jeg venter nu i spænding på, at der langt om længe begynder at komme nye afgørelser.

Som advokat er der imidlertid ikke grund til jubel. Det er nemlig ikke nogen god løsning med en særlov.

For hvorfor gælder loven kun for krigsveteraner? Hvorfor gælder den ikke for mine andre klienter med PTSD – heriblandt flere, der har udført civilt arbejde i områder med borgerkrig og oplevet præcis de samme ting, som mine soldaterklienter? Hvorfor gælder den ikke for fængselsfunktionæren, brandmanden, socialpædagogen og alle andre, der i deres arbejde risikerer, at blive traumatiseret?

Ja, det er der ikke nogen god forklaring på.

Sagen er, at ”6-måneders-reglen” er udtænkt af stressede sagsbehandlere i et mødelokale på Østerbro. Reglen står ikke i nogen lov eller bekendtgørelse og er altså myndighedernes eget påfund.

Krydser fingre

Den slags ændres normalt med et knips i fingrene fra en chef – eller i sidste ende – fra en minister.

Rent juridisk er der i allerhøjeste grad tale om, at man har skudt gråspurve med kanoner. Jeg kender ikke til et eneste fortilfælde, og det er bestemt ikke normalt, at der skal et enigt folketing til at ændre, hvad der er foregået i et mødelokale i en styrelse.

Det er naturligvis glædeligt for soldaterne og krigsveteranerne, at der er fundet en løsning for dem.

Alle andre, der er kommet psykisk til skade, kan så bare håbe på, at det får en afsmittende virkning på deres sager. Og krydse fingre for, at myndighederne ikke ser det som en blåstempling af deres tvivlsomme praksis, at Folketinget lod reglen stå og kun ændrede den for en enkelt gruppe.

Uanset hvad fortsætter arbejdet med at få fjernet 6-måneders-reglen ufortrødent herfra – og jeg er allerede godt i gang med den første retssag på vegne af en civil, der er kommet psykisk til skade og ikke har søgt læge indenfor 6 måneder.