I sidste uge tog Stig Langvad på denne plads fat på den højaktuelle dagsorden om kommunernes brug af frivillige i opgaveløsningen. Den stafet vil jeg tage videre. For det er en spændende og på mange måder perspektivrig dagsorden, der dog også rummer visse risici.

I en rundspørge, som KL’s nyhedsbrev Momentum har foretaget blandt landets kommunaldirektører, svarer 93 procent, at omfanget af kommunens samarbejde med frivillige er steget siden 2007.

Flere års markedsgørelse af den offentlige sektor har reduceret den aktive borger til en kunde. 

Og kommunaldirektørernes formand Bjarne Pedersen siger, at det er muligt at tænke engagerede borgere ind i alle former for service, men at grænsen går ved myndighedsopgaver.

Det er typisk argumenter om økonomi og ressourcer, der bliver trukket frem i debatten om øget brug af frivillige og inddragelse i civilsamfundet. 

Ikke bare økonomi

I en tid hvor kommunerne forbruger væsentligt mindre end den økonomiske ramme, der er aftalt med regeringen, kan det godt være lidt svært at købe de argumenter. 

Det er da også helt andre argumenter, der gør, at jeg synes det er en perspektivrig dagsorden.

Flere års markedsliggørelse af den offentlige sektor og velfærdsydelser har i vid udstrækning reduceret den aktive og ansvarlige borger til en kunde.

Det er i mine øjne en dybt skadelig udvikling for solidariteten og for samfundets sammenhæng. Jeg tror på, at en øget inddragelse af civilsamfundet og det øgede fokus på aktivt medborgerskab kan bidrage til, at vi får vendt den udvikling. 

Det er én af flere grunde til, at jeg ser gode perspektiver i dagsordenen og hilser den velkommen. Derudover kan jeg godt få øje på begrænsninger i mødet mellem offentligt ansatte og borgere. På trods af tilstræbt lige værdighed er der et indbygget magtforhold i mødet mellem myndighedsudøver og border. 

Og det har selvfølgelig betydning for kontakten. Dermed siger jeg også, at samspillet mellem den offentlige sektor og civilsamfundet burde være på dagsordenen selvom vi havde rigeligt med penge.

Et konstruktivt samspil

Det er en helt afgørende forudsætning for et godt og konstruktivt samspil, at de offentligt ansatte kan se det positive og perspektivrige, og at de frivillige ikke føler sig misbrugt. Et godt og konstruktivt samarbejde bliver derfor ikke fremmet af, at indgangsbønnen fra politikere og ledelse bunder i økonomi og ressourcer. Og heller ikke af, at kommunerne sylter de frivillige ind i den kommunale organisation ved at ”ansætte” frivillige frem for at samarbejde med de frivillige organisationer.

Jeg ser altså masser af spændende potentiale og perspektiv. Men hvis det skal foldes ud, så skal det ikke trækkes ned over hovedet på medarbejderne – og det skal ikke være et destruktivt misbrug af ansvarsfulde borgere som gratis arbejdskraft. Kommunerne skal ikke begynde at indregne frivillige i serviceniveauet.