Der er cirka en million forløb i jobcentrene hvert år. Langt de fleste af dem forløber rigtig godt. Det på trods af den nidkære regulering af indsatsen ned i mindste detalje, og de i øvrigt vanskelige rammer om de engagerede medarbejderes arbejde. Jeg hører ofte jobcentermedarbejdere fortælle, hvordan samtaler afsluttes med, at den ledige eller sygemeldte siger, at ”det slet ikke var, som det man hører om i medierne”. Næ.

Alligevel er det nærmest blevet en folkesport, at kritisere jobcentrene. Og vi er nok desværre kun i gang med opvarmningen. Kampen fløjtes først rigtig i gang, når regeringens kulegravningsgruppe med tidligere skatteminister Carsten Koch i spidsen i efteråret kommer med deres anbefalinger til ændringer i indsatsen for de forsikrede ledige og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.

Venstre på banen

For en uge siden kom Venstre for alvor på banen, da de i forbindelse med deres sommergruppemøde spillede ud med et forslag til en reform af beskæftigelsesindsatsen. Netaviserne begyndte at skrive om det aftenen før, så jeg vidste godt, jeg skulle finde den røde kuglepen frem. Udspillet er nemlig fyldt med fejl.

Beskæftigelsesindsatsen koster rundt regnet 16 milliarder kroner om året. Venstre vil skære med fire milliarder i 2020, startende med 1,5 milliarder i 2014. Det tror Venstre sagtens kan lade sig gøre uden problemer. Men Venstre tror altså også, at de 16 milliarder kroner er eksklusiv administration og drift af jobcentre. Det er det ikke. Og da vi normalt regner antallet af personer på overførselsindkomster i helårspersoner er tallet nærmere 860.000 end det er en million, som Venstre regner med.

Der er ingen grund til at kaste beskæftigelsesindsatsen ud i nye private eventyr. Det har vi prøvet før.

Men de konkrete forslag er endnu værre. Beskæftigelsesindsatsen skal kastes ud i nye eventyr med private blandt andet gennem kommunale tvangsudbud, seks ugers selvvalgt uddannelse for forsikrede ledige skal afskaffes, og det fattigdomsskabende kontanthjælpsloft og 225-timers reglen skal genindføres. Gys!

Vi har rigeligt med erfaringer med private aktører i beskæftigelsesindsatsen. Vi har sågar erfaringer med private jobcentre. De var katastrofale. For de ledige og sygemeldte, for medarbejderne og for den kommunale økonomi. Der er ingen grund til at kaste beskæftigelsesindsatsen ud i nye private eventyr

Jeg er helt med på, at afskaffelsen af seks ugers selvvalgt uddannelse og genindførsel af fattigdomsskabende regler vil gøre indsatsen billigere. Men bedre eller bare på niveau med i dag? Næppe.

Venstre tager hårdt fat. Men ikke i problemerne. Derfor kommer de heller ikke med nogen løsninger.

Mere af det, der virker

Jeg kan slet ikke se, at det tjener noget selvstændigt formål at spare et milliardbeløb på beskæftigelsesindsatsen. Et fleksibelt arbejdsmarked forudsætter en aktiv arbejdsmarkedspolitik og beskæftigelsesindsats. Og det koster altså.

Men jeg er helt med på, at der er behov for en samlet reform af beskæftigelsessystemet. Vi har det bedst tænkelige udgangspunkt med kommunalt forankrede jobcentre. En sådan reform må indebære, at jobcentrene får en ny rolle med fokus på forebyggelse og service for borgere og virksomheder, et større fokus på uddannelse og opkvalificering og ikke mindst regelsanering.

Vi hører ofte, at vi skal have mere af det, der virker. Prøv at se på jobeffekter.dk. Der er ikke én eneste rapport, der viser, at bureaukrati får ledige i arbejde.

Vi er som nævnt kun i gang med opvarmningen. I efteråret fløjtes kampen i gang. Det vil være klart bedst med en bred aftale, så vi kan få ro på området, men vurderet ud fra de indledende øvelser, så er det måske bedst, hvis Venstre bliver på bænken.