28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Behov for at ændre kommunalreformen

Blogs

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
Formand for socialrådgiverne siden 2012. Har siddet i forbundets hovedbestyrelse siden 2004. Født i 1977.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 20. april, 2013, 08:32:35

Behov for at ændre kommunalreformen

Vores bekymring var ikke grebet ud af den blå luft. To undersøgelser dokumenterer, at det er helt på sin plads at give kommunalreformen et grundigt serviceeftersyn.

Midt i en tid præget af reformer tiltrækker en reform med seks år på bagen sig også lidt opmærksomhed.

Ja, det er kommunalreformen, jeg tænker på. Da den trådte i kraft i 2007, var målet, at kommunale opgaver skulle løses hurtigere og bedre. Allerede dengang var vi flere, som advarede om risikoen for, at den specialiserede viden og dermed tilbud som eksempelvis genoptræningssteder for hjerneskadede, ville forsvinde.

Grundigt belyst

Og vores bekymring var ikke grebet ud af den blå luft. To undersøgelser dokumenterer, at det er helt på sin plads at give kommunalreformen et grundigt serviceeftersyn. Det drejer sig om en ny Gallupundersøgelse, som Dansk Socialrådgiverforening - sammen med en række andre organisationer - står bag. Den viser, at hver anden dansker oplever, at den kommunale service er blevet ringere eller meget ringere efter kommunalreformen.

Vi kan ikke længere stå model til, at folk med særlige behov ikke får den hjælp, de har brug for.

Gallupundersøgelsens resultat matcher en anden undersøgelse fra blandt andet Dansk Socialrådgiverforening, som viser, at knap halvdelen af sagsbehandlerne på børne- og ungeområdet samt handicapområdet mener, at det efter kommunalreformen er blevet sværere at give udsatte borgere de rigtige tilbud. Seks ud af ti oplever jævnligt, at de ikke kan tilbyde en borger den hjælp, han eller hun har brug for. Og endnu flere svarer, at de bliver pålagt at visitere borgere til lokale tilbud i deres egen kommune, som de kun i nogen eller mindre grad vurderer er tilstrækkelige.

I undersøgelsen forklarer en af sagsbehandlerne det sådan: "Udviklingen går desværre i den forkerte retning. Der er en stigende tendens til, at borgere – også med specielle behov – ikke må tilbydes noget uden for kommunen, også selv om vi ikke har et særligt målrettet tilbud til dem." 

Specialtilbud forsvinder

Også Indenrigs- og Økonomiministeriets evalueringsrapport af kommunalreformen peger på, at reformen skal justeres. Rapporten konkluderer, at der er behov for en mere klar arbejdsdeling mellem kommuner og regioner. Og at der er behov for at understøtte, at den specialiserede viden ikke forsvinder.

Vi har i de seneste år oplevet, at flere og flere specialiserede institutioner lukkes, fordi kommunerne ikke har ressourcer til at holde dem kørende. Det skyldes blandt andet, at det er de færreste kommuner, som har et tilstrækkeligt stort befolkningsgrundlag til at gøre brug alle pladserne i for eksempel en institution for massivt omsorgssvigtede anbragte spædbørn. Hvis en sådan institution skal overleve, skal den sælge pladser på markedsvilkår til andre kommuner, men når kommunerne fattes penge, så prioriterer de deres egne tilbud og fravælger dermed at købe sig ind på de specialiserede institutioner i de andre kommuner. Det betyder, at borgerne ikke får den hjælp, de har brug for, og at vi taber den helt særlige viden, der opbygges på de specialiserede institutioner.

Så det er med en stor portion dokumentation, at Dansk Socialrådgiverforening netop har afgivet høringssvar, hvor vi blandt andet opfordrer til en national overvågning af specialområdet for at sikre en bred vifte af sociale tilbud til borgere med komplekse og sammensatte sociale problemer.

Og vi er enige i evalueringens konklusion om, at en række områder bør placeres under regionerne. Det er centralt for Dansk Socialrådgiverforening, at den politiske enhed, der får ansvaret, også vil påtage sig forsyningsforpligtigelsen. Vi kan ikke længere stå model til, at folk med særlige behov ikke får den hjælp, de har brug for, på grund af en forkert organisering af ansvaret. Så vi ser frem til en tilpasning af kommunalreformen og satser på, at vi kan snart kan genopbygge det specialiserede sociale område i stedet for at afvikle det, som det sker i dag.

Nyeste blogindlæg