For lidt over et år siden fik vi en ny regering. En regering der fik et stærkt folkeligt klimamandat. Nu skulle der ske noget på klimaområdet. Endeligt! 

Kravet om profit og uendelig vækst står i vejen for en løsning på klimakrisen.

I dag tror jeg, at vi har en regering, der skal være glad for covid-19-nedlukningen, der har forhindret os i at gå på gaden for at fortsætte presset.

Det har været et år med al for få og utilstrækkelige tiltag fra klimaminister Dan Jørgensen og resten af regeringen. Det folkelige pres er afløst af De Radikales “ultimatummer” på klimaområdet.

Men det folkelige pres er også afløst af klimalobbyister fra DI og landbruget. De forsøger at overbevise os om, at de har alle de klimarigtige løsninger, vi mangler. Bare der kommer skattekroner til forskning og udvikling, så skal det nok gå.

Industriens falske fortælling

Langsomt men sikkert har de fået sået den tanke, at vi skal overlade det til dem, der er årsag til klimakrisen, at løse selvsamme krise. Ja, det er sådan, fortæller man os, at klimakrisen kan blive en winwin for danske virksomheder og dermed for os alle. 

Klimakrisen vil skabe vækst og fremgang for hele samfundet. Det er en gylden mulighed. Dette nye og grønne Danmark kommer selvfølgelig ikke uden omkostninger, og det er naturligt, at når vi nu allesammen får noget ud af det, at vi også allesammen betaler.

Industriens fortælling er en god historie, let at sælge og forstå. Langt ind i klimabevægelsen har denne idé og erhvervslivets lobbyisme sat sig et kraftigt aftryk.

Samtidig er det, som forskere og klimaaktivister har fortalt i årtier, så småt ved at sive ind hos økonomerne og i de neoliberalistiske højborge. Men med lidt andre konklusioner, selvfølgelig.

Det er interessant, at det ikke var noget problem at lukke et samfund ned under covid-19 uden klare videnskabelige anbefalinger for, hvad der var bedst. Forståeligt nok var man nødt til at træffe et valg og så justere hen ad vejen. Pludselig kunne alle forstå kurver og eksponentialitet.

Men med klimaet er man døv og blind på trods af fuldstændigt klare videnskabelige anbefalinger. Endda anbefalinger som kan løse mange andre problemer, hvis vi omstiller samfundet. Hvis vi i Danmark skal have en chance for at nå 1,5 graders-målet, skal vores CO2-udledninger peake i 2020 og derefter halveres hvert årti frem mod 2050.

Det virker helt urealistisk, medmindre klimaministeren vågner af sin tornerosesøvn. Det er altså den vildeste sprint, vi skal have gang i. Men lige nu ser det ud, som Dan Jørgensen fortsat fumler med snørebåndene på sine løbesko.

DI eller 4500 forskeres anbefalinger

FN's Klimapanel og de mange delrapporter, de har udsendt de sidste år, er meget klare. De anbefaler, at vi skærer i de riges landes forbrug og i energi- og råstofforbruget. De har sagt, at den vækst, som en lille del af befolkningen på kloden oplever, må stoppe.

Vi skal fordele vores brug af resurser mere lige, samtidig med at vi skal skære voldsomt ned på brugen af disse resurser. Vi skal stoppe med at misbruge vores natur, fælde vores skove, og vi skal stoppe med at producere og transportere unyttige plastikdimser rundt på hele kloden.

Lige nu forbruger vi to en halv planet, og det skal stoppe. Det er logisk, at den rigeste del af klodens befolkning er dem, der skal betale. Og her er det, den gode klimahistorie fra DI og landbruget (læs kemi- og agroindustri) kommer ind i billedet.

De siger, at klimakrisen er noget, vi har skabt i fællesskab. Det er en besnærende tanke, da vi jo alle på den ene eller anden måde lever af vores planet. Men det er en falsk påstand. Der er for det første enorm global ulighed i forhold til forbrug og dermed det klimaaftryk, man som menneske eller samfund afsætter. For det andet ejer den ene procent det samme som de 99 procent tilsammen. Så nej, vi er ikke i samme båd.

Opgør med global ulighed

Et reelt opgør med den globale ulighed skal til for at kunne løse klimakrisen. Hvis man ikke tager fat om nældens rod, er det ikke en løsning, men en fortsættelse af en udvikling der kun har gavnet de få og ødelagt vores planet.

For at kunne løse klimakrisen er der brug for et opgør med den kapitalistiske samfundsorden. Kravet om profit og uendelig vækst står i vejen. Selv om de ikke formulerer det sådan, kan FN's klimaforskere godt se det, mens det på den anden side nok er tvivlsomt, om Dan Jørgensen nogensinde kommer til den erkendelse.