Beslutningen om at sende danske krigsfly og specialstyrker til Syrien og Irak bliver mødt af massive protester på de sociale medier, mens protesterne på gaden er mere begrænsede.

Freds-bevægelsen kan stoppe en krig, men kun på én måde, nemlig ved at slå rødder i arbejdsklassen.

Den 19. april lykkedes det med en demonstration imod krigen foran Folketinget på værdig vis at vise, at fredsbevægelsen lever, og at krigen ikke sker i vores navn!

Men den danske fredsbevægelse står i dag i en svag position og har gjort det, siden protesterne imod Irak-krigen ebbede ud. Det lykkedes ikke at stoppe krigen, og bevægelsen mistede pusten. Det er derfor afgørende at diskutere mulighederne og perspektiverne for freden, intet som illusioner kan dræbe moralen i en bevægelse.

Der var stor folkelig modstand imod Irak-krigen, men det stoppede ikke krigen. Tilsvarende er der stor skepsis og modstand imod EU, og der var stor modstand imod salget af DONG til Goldman Sachs, men den politiske elite lytter tilsyneladende kun til storkapitalen.

Fredsbevægelsens rolle er derfor ikke at overbevise det politiske system, men skabe bevidsthed og mobilisere til handling blandt det danske folk.

Fredsbevægelsen kan stoppe en krig, men kun på én måde, nemlig ved at slå rødder i arbejdsklassen.

Kun hvis arbejderklassen rejser fredskravet igennem sine organisationer og sætter handling bag ordene, kan fredsbevægelsen opnå den fornødne styrke til at stoppe en krig. Når Danmark står stille på grund af strejke, og krigsflyene ikke kan lette, fordi de mangler brændstof, så tændes et håb om fred, og selv den politiske elite må lytte. 

Desværre er det dog én ting at standse en krig og en helt anden at stoppe al krig i fremtiden. For selvom fredsbevægelsen en dag stopper en krig, så vil det ikke være den sidste krig, og fredsbevægelsen kan ikke stoppe al krig.

Krigen er et uundgåeligt produkt af det kapitalistiske system, som vi lever under. De kapitalistiske selskaber søger konstant at ekspandere og vinde nye markeder for at sikre deres profit, men hvis markederne ikke er åbne, fordi de tilhører rivalerne, så må de åbnes med krig. I dag er krigen blevet permanent.

Fredsbevægelsen favner heldigvis bredt og samler således alt fra kommunister til kristne og borgerlige. Det giver bevægelsen styrke, men gør den samtidig ude af stand til at skabe varig fred ved at omstyrte det kapitalistiske system. 

Denne historiske mission kan kun løses af den revolutionære arbejderbevægelse, og det er denne bevægelse, som kommunisterne søger at stille sig i spidsen for.

Fredsbevægelsen i dag må samles om en realistisk målsætning om at markere modstanden og derfra opbygge bevægelsen og uddybe sine rødder i arbejderklassen og dens organisationer.