Fire timer – det var alt, hvad den indiske regering med hindunationalistiske Narendra Modi i spidsen gav de 1,4 milliarder indere af tid, før de forventedes at efterleve en national lockdown den 24. marts 2020.

Modi burde stoppe med at lade sig inspirere vestfra af sin gode ven Trump og i stedet begynde at kigge sydpå i sit eget land, men det kommer ikke til at ske.

Indiens enorme samfund skulle lukkes ned sammen med stort set alle landets arbejdspladser. Fire timer efter annonceringen af dette tiltag blev det ulovligt at opholde sig udendørs, medmindre man havde et gyldigt ærinde – præcis som man har set i flere lande i Europa.

Men Indien er ikke et land i Europa. Med et befolkningstal, der svarer til det dobbelte af Europas, og et areal, der svarer til 10 gange Tyskland, har udførelsen og manglen på planlægning af den nationale lockdown vist sig at være intet mindre end en menneskelig tragedie.

Migrantarbejdere ladt i stikken

En katastrofe der især er katastrofal for Indiens mere end 100 millioner migrantarbejdere, der kommer fra landsbyerne, men til daglig lever i storbyernes ghettoer og gader, og hvor de normalt bærer Indiens økonomi i mange forskellige brancher.

Fire timer fik migrantarbejderne til at flygte fra storbyernes højrisikoområder og pludselige arbejdsløshed for at tage hjem til deres familier i landsbyerne. Fire timer til at rejse distancer, der i mange tilfælde var 2-400 kilometer lange, vel at mærke uden offentlig transport, som fra start blev lukket ned af regeringen.

Mange steder i Indien samledes massevis af migrantarbejdere alligevel på banegårde og busstationer, hvor de krævede, at linjerne skulle holdes åbne, så de kunne komme hjem, mens andre valgte at gå de flere hundrede kilometer med børn og alt, de ejede, på ryggen.

Migrantarbejdere døde i flere tilfælde af udmattelse eller påkørsel på Indiens usikre landeveje, hvor de også blev mødt med vold fra politiet, der straffede dem for at bryde den nationale lockdown.

Men dette blev blot introduktionen til den større og længerevarende krise. For uden arbejde ser Indiens migranter nu ind i en fremtid uden indkomst – en fremtid, hvor millioner frygter hungersnød mere end corona. For selv om den indiske regering stolt fortæller om de aflastningslejre, der er sat op for at brødføde arbejdsløse, så er disse tiltag langtfra tilstrækkelige, og mange er heldige, hvis de får bare et enkelt måltid om dagen. 

Erfaringerne fra Kerala

Men midt i Indiens coronakaos er der trods alt én delstat, der tog virussen alvorligt fra start. Den sydlige stat Kerala, som er ledet af the Communist Party of India (Marxist), var den første indiske stat til at rapportere et tilfælde af covid-19 – allerede i januar 2020.

Dette resulterede i, at Kerala, flere måneder inden Modi annoncerede national lockdown, begyndte at sætte tusindvis af indbyggere i karantæne for at stoppe smittespredningen.

CPI(M)’s følgende investeringer i test, hospitaler, velfærdsarbejdere, krisecentre, telefoniske rådgivningstjenester samt en nyudviklet coronainformerende app er blandt de tiltag, der gør, at Kerala er den stat i Indien med den laveste covid-19-dødelighed på 0,3 procent. Kerala kunne i øvrigt fejre, at man ikke testede et eneste positivt coronatilfælde den 1. maj. 

Måden, hvorpå CPI(M) håndterer krisen, er blandt andet blevet internationalt anerkendt af antropologen Jason Hickel fra det britiske parti Labour, der tweetede, at indsatsen “gør den såkaldte “første verden” til skamme”. Hickel uddyber, at “dette er, hvad der sker, når du har et samfund, der er organiseret rundt om menneskelig velfærd frem for kapitalens velfærd”.

Modi burde stoppe med at lade sig inspirere vestfra af sin gode ven Trump og i stedet begynde at kigge sydpå i sit eget land, men det kommer ikke til at ske.