USA's blokade og sanktioner mod Cuba har været i kraft i næsten 60 år. Det er verdens længstvarende blokade, og den har enorme økonomiske og menneskelige konsekvenser.

Kampen mod USA's blokade mod Cuba er en principiel kamp for retten til national selvbestemmelse – en ret som klokkeklart er fastslået i FN-pagten.

Hvert år siden 1991 har Cuba afleveret en rapport til FN's Generalforsamling, hvori der fremlægges en konkret og detaljeret redegørelse for, hvad blokaden koster det cubanske samfund økonomisk.

Dertil er der menneskelige omkostninger, som ikke lader sig opgøre i hverken dollars eller pesos; som for eksempel når et barn dør, fordi Cuba ikke kan få adgang til en specifik cancermedicin fra producenten i USA.

Den seneste rapport til FN beretter, at Cubas økonomiske tab i perioden april 2019 til marts 2020 var 20 procent højere end året før. Det er en konsekvens af de voldsomme stramninger af blokaden, som er iværksat af præsident Trump.

Cubas samlede tab i de 12 måneder beløber sig til over 5,5 milliarder dollars. Det er over 35 milliarder kroner og svarer til et økonomisk tab hver dag(!) året rundt på 96 millioner kroner.

Økonomisk krig

Den rette betegnelse på en sådan politik er "økonomisk krig". Således er det helt præcist, når 70 organisationer i 20 lande i Europa har lanceret en fælles kampagne under overskriften #UNBLOCKCUBA – Stop den økonomiske krig mod Cuba.

Kommunistisk Parti har sammen med Arbejderen tilsluttet sig den internationale kampagne, der løber frem til april-maj 2021, hvor FN's Generalforsamling skal diskutere og stemme om en cubansk resolution, der kræver blokaden ophævet.

Det er 29. gang FN's Generalforsamling diskuterer USA's blokade mod Cuba. Da en tilsvarende revolution var til afstemning 7. november 2019, stemte 187 lande for Cubas krav om ophævelse af blokaden, mens kun USA, Israel og Brasilien stemte imod.

>> LÆS OGSÅ: 70 organisationer i 20 lande kræver stop for USA's blokade mod Cuba

Men det er langtfra kun Cuba, der rammes af blokade og sanktioner. En opgørelse på hjemmesiden SanctionsKill.org viser, at USA håndhæver sanktioner mod 39 lande. Og USA er ikke alene om at bruge sanktioner mod andre lande.

EU har også indført sanktioner mod talrige lande – sanktioner, der smykkes med ædle motiver om demokrati og menneskerettigheder, men som ofte i stedet skader menneskers rettigheder og opfyldelsen af fundamentale behov for mad, sundhed, bolig og uddannelse.

8000 sanktioner mod 39 lande

De Alliancefrie Lande, som samler 120 af verdens 193 stater, har fra sit seneste topmøde kritiseret brugen af sanktioner mod suveræne stater. En arbejdsgruppe fremlagde på topmødet i efteråret 2019 en rapport, hvori det blandt andet lyder: "USA opretholder over 8000 sanktioner mod 39 lande. Det rammer en tredjedel af Jordens befolkning”.

Arbejdsgruppen formand er Venezuelas FN-ambassadør Samuel Moncada. Han betegner med rette USA's sanktioner som “en trussel mod reglerne for internationale forbindelser og det største brud på menneskerettighederne i verden”.

Brud på FN-pagten

I marts-april måned i år lød der appeller fra FN's generalsekretær og andre ledende kredse i FN om at suspendere sanktioner, i det mindste her under coronapandemien for at øge landenes mulighed for at imødegå den alvorlige sundhedskrise. Men appellen er blevet afvist. 

En kriseramt kapitalisme og en brutal imperialisme er nådesløs over for lande, som insisterer på national selvbestemmelse og fører en politik, der er uønsket i Washington og Bruxelles.

Derfor er kampen mod USA's blokade mod Cuba en principiel kamp for retten til national selvbestemmelse – en ret som klokkeklart er fastslået i FN-pagten, men som er under et voldsomt imperialistisk pres.