Vi kender billederne af modige kurdiske kvinder, der kæmper mod de islamiske fascister fra IS. Men hvad foregår der i de kurdiske områder i Syrien, og hvad kæmper kurderne for? De spørgsmål tog jeg og en delegation fra Enhedslisten til det krigshærgede Syrien for at få besvaret.

Bilen triller langsomt over den svage pontonbro. På den anden side af det mudrede Tigris flod står bevæbnede kvinder og mænd fra selvforsvarsstyrkerne i YPG vagt. En gruppe kvindelige politikere tager hjerteligt imod os. På skrænten bag dem står der ”APO”, det kurdiske ord for onkel og kaldenavnet for Öcelan, skrevet med sten. Vi er kommet til Syrien. Til den kurdiske del af Syrien kaldet Rojava.

Mens kampen i Kobanê længe har været forsidestof i medier verden over, har der været meget lidt fokus på de store politiske forandringer, der de seneste tre år er foregået i den kurdiske del af Syrien.

Kurdernes mål er ikke løsrivelse fra Syrien, men et ønske om selvstyre, 

Her har kurderne anført af PKK’s søsterparti, PYD, gennemført en revolution væk fra Assads undertrykkende regime. Landbrugsjord er blevet fordelt til de fattigste, kvinder og mænd deler alle ledende politiske poster, og den kristne og arabiske minoritetsbefolkning er sikret politisk indflydelse.

På denne måde prøver kurderne at danne en tredje vej i den blodige syriske borgerkrig. Målet er ikke løsrivelse fra Syrien, men et ønske om selvstyre, at de kurdiske områder kan danne model for et nyt mangfoldigt og demokratisk Syrien. En målsætning, som de regionale stormagter, og ikke mindst Tyrkiet, bryder sig meget lidt om.

De bløde bakker i grænseområdet bliver hurtigt afløst af vidtstrakte sletter. Fåreflokke vandrer mellem oliebrøndene, der står ubevægeligt stille. Markerne ligger nypløjede hen. Det er tydeligt, at denne del af Syrien er frugtbar og rig på naturresurser. Men samtidig er området under blokade.

Mens Tyrkiet er under international kritik for at lade sine grænse stå åbne for IS, så er grænsen til de kurdiske områder hermetisk lukket med pigtråd, minefelter og et aggressivt tyrkisk militær. Området har de seneste tre år været lukket af for omverdenen, da Tyrkiet i lange perioder har presset den kurdiske regering i Nordirak til også at lukke grænsen.

Blokaden går ikke mindst hårdt udover de titusinder af flygtninge, der desperat mangler hjælp. Det får vi bekræftet, da vi besøger Newroz-flygtningelejren nær Derik. Her bor 6000 ezidi-flygtninge, som det lykkedes YPG at redde levende fra Sinjar-bjerget i Nordirak i starten af august. Nu bor de i primitive telte, der ikke er klar til vinterens kulde og regn. Ved et bål sidder en lille dreng og bliver klippet skaldet af hans mor. Lus, mangel på medicin og dårlige sanitære forhold plager lejren.

FN's nødhjælpskonvojer holder stille på den anden side af grænsen. Den tyrkiske regering vil ikke lade dem komme ind.