18 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løkkes løftebrud

Blogs

Nikolaj Villumsen
Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten
Født 1983 og BA i Historie. Medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2011 til 2019. Har været udenrigs- og beredskabsordfører samt næstformand i venstrefløjsgruppen ved Europarådets Parlamentariske Forsamling.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 08. november, 2017, 08:22:39

Løkkes løftebrud

Da, regeringen hævede pensionsalderen og reelt afskaffede efterlønnen, hed det sig, at det var nødvendigt for at sikre fremtidens velfærd. Nu vil regeringen bruge de sparede penge på skattelettelser til dem, der har mest.

Da, statsminister Lars Løkke Rasmussen tilbage i 2011 afskaffede efterlønnen, lød løftet til vælgerne, at det skete for at prioritere resurserne, så der ville være råd til velfærd.

Endnu engang står danskerne til at blive svigtet af højrefløjen.

Afskaffelsen af efterlønnen betyder, at mange hårdtarbejdende danskere kan se deres pensionsalder forsvinde i horisonten. Rengøringsdamen, mureren og slagteriarbejderen vil få svært ved at få en værdig alderdom og risikerer at gå direkte fra arbejdspladsen og ned i sygesengen, som konsekvens af forringelsen.

Samtidig er virkeligheden, at der mangler penge til velfærden. I årevis forlød det, at efterlønnen skulle afskaffes og pensionsalderen hæves for, at der kunne blive råd til at tackle udfordringen med de flere ældre, der ville komme i fremtiden. Gang på gang blev voldsomme forringelsesreformer gennemført med henvisning til den truende ældrebyrde.

Skatterabatter til de rigeste

Men nu viser det sig, at pengene fra reformerne slet ikke skal bruges på velfærd. I stedet vil Lars Løkke bruge dem til skatterabatter til de rigeste danskere. Det er klokkeklart løftebrud.

Lige nu forhandler regeringen finanslov med Dansk Folkeparti. På bordet ligger et forslag fra regeringen om at give milliarder af skattekroner til de danskere, der i forvejen har mest, mens der massivt bliver skåret på den fælles velfærd.

Ser man på valgløfterne fra Dansk Folkeparti, burde dette ikke kunne lade sig gøre. Før valget lovede Kristian Thulesen-Dahl bedre velfærd og afviste skattesænkelser til de rigeste. Hvis DF står fast på deres valgløfter, så vil der ikke være flertal for regeringens skæve politik. Men lur mig om ikke DF endnu engang falder til patten.

Det vil i givet fald ikke være første gang, partiet viser sig at have rygrad som en regnorm. Efter i årevis ved valg efter valg at have afvist forringelser af efterlønnen så vendte Pia Kjærsgaard tilbage i 2011 på en tallerken og afleverede de nødvendige mandater til Løkke afskaffelse.

I hendes egen biografi begrunder Pia Kjærsgaard holdningsændringen med, at det var nødvendigt, fordi der skulle findes 24 milliarder kroner. Igen handlede det om økonomi, og om at vi skulle bevise, at vi turde være ansvarlige, også når det gjorde ondt.

Velfærd er truet

Pengene fra hævelsen af pensionsalderen, afskaffelsen af efterlønnen og forringelsen af dagpengene sidder DF nu og forhandler med Løkke om at bruge på skatterabatter til de rigeste.

Væk er løfterne om, at pengene skulle bruges på velfærd. Væk er påstanden om, at forringelserne var nødvendige for at sikre tilstrækkeligt med resurser til at tage sig af de flere og flere ældre i takt med, at gennemsnitslevealderen vokser.

Mens DF og Løkke forhandler bag lukkede dører er virkeligheden, at velfærden er ved at knække sammen. Trods en heltemodig indsats fra de ansatte på plejehjem og i ældreplejen er der ikke hænder nok til at løfte ansvaret for vores ældre. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Endnu engang står danskerne til at blive svigtet af højrefløjen.

Nyeste blogindlæg