23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sig undskyld og følg op med handling

Blogs

Nikolaj Villumsen
Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten
Født 1983 og BA i Historie. Medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2011 til 2019. Har været udenrigs- og beredskabsordfører samt næstformand i venstrefløjsgruppen ved Europarådets Parlamentariske Forsamling.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 29. marts, 2017, 06:51:03

Sig undskyld og følg op med handling

Danmark skal undskylde slaveriet på De Vestindiske Øer og beklage, at lokalbefolkningen hverken blev inddraget eller fik sikret deres borgerrettigheder, da de blev solgt til USA.

På fredag og lørdag afholdes den officielle markering af salget af de Vestindiske Øer fra Danmark til USA. Markeringen sker i lyset af, at øerne stadig plages af problemerne skabt af slaveriet og salget, hvor de ikke fik sikret deres rettigheder.

Vi har en fælles historie med befolkningen på Vestindiske Øer. Derfor er der brug for øget dialog og udveksling.

Jeg er ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen inviteret af øernes guvernør til at tale til den officielle markering af 100 året for Danmarks salg af øerne til USA. Men baggrunden for, at jeg er inviteret, er lidt anderledes end statsministeren. Mens statsministeren i sin nytårstale udtalte, at slaveriet heldigvis er fortid, så mener jeg, at staten Danmark skylder efterkommerne af slaverne en undskyldning. Det har Enhedslisten kæmpet for i flere år, og det er baggrunden for den noget uortodokse diplomatiske situation, hvor både Enhedslisten og statsministeren taler.

Jeg mener, at Danmark skal undskylde slaveriet på De Vestindiske Øer, og beklage, at lokalbefolkningen hverken blev inddraget eller fik sikret deres borgerrettigheder, da de for 100 år siden blev solgt til USA. Statsministeren bør bruge hans tale på øerne i forbindelse med markeringen til at give den officielle undskyldning. Men en undskyldning kan ikke stå alene. Den skal følges op med handling. Konkret bør Danmark bidrage til at afhjælpe nogle af de problemer, som slaveriet og salget stadig har på øerne.

Mange efterkommere af slavegjorte er ramt af økonomiske og sociale problemer, og salget har haft konsekvenser for demokratiet. Ved salget blev befolkningen ikke inddraget, kun i Danmark var der folkeafstemning, og Danmark sikrede sig ikke, at de nye ejere ville overholde borgerrettigheder. Øerne er i dag på FN's liste over ikke-selvstyrende territorier. Befolkningen er amerikanske statsborgere, men har forsat ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg.

Vi har en fælles historie med befolkningen på øerne, og der er derfor brug for øget dialog og udveksling. For at anerkende og blive klogere på vores fælles historie. Jeg mener derfor, vi fra Danmark bør tage konkrete initiativer, der kan afhjælpe nogle af de problemer, som slaveriet og salget har skabt, og som kan styrke båndene mellem øerne og Danmark.

Det kunne mere konkret være etableringen af studiepladser på danske universitet til unge fra øerne, så de kan lære dansk og få adgang til deres egen historie. Udveksling med tekniske skoler så man kan samarbejde om bevaring og udvikling af de historiske bygninger i dansk byggestil på øerne. Men også i form af politiske initiativer, hvor Danmark kan hjælpe øerne med at presse USA til at sikre dem basale borgerrettigheder. Endelig vil det være oplagt at skabe et kolonimuseum i København, så vi alle kan blive klogere på dette dystre kapitel i Danmarkshistorien.

Om vi vil det eller ej, er slaveriet og kolonitiden en del af vores lands historie. Skal vi læge sårende og forsone os med de mennesker, som stadig plages af fortidens overgreb, så er en undskyldning og en hjælpende hånd uden tvivl den bedste vej fremad.

Nyeste blogindlæg