Rapporten om miljøvurdering af indkøbsposer gav anledning til stor debat. Kan det virkelig passe, at plast er bedre end tekstil – endda økologisk bomuld. Svaret viste sig at være komplekst, men er et godt eksempel på, hvorfor det er så vigtigt at kræve viden, evidens og transparens for at træffe miljørigtige beslutninger.

Når ord som bæredygtig kan bruges uden videre, reducerer vi fagord til tillægsord på lige fod med pæn og flot.

Det er en jungle at finde rundt i, hvornår noget er miljøvenligt eller mere bæredygtigt – både for forbrugerne og producenterne. Anbefalingerne er modstridende og synes at ændre sig efter hvilken historie, man gerne vil have ud. Tag bomuld. En stribe af brands kalder sig bæredygtige alene baseret på, at de bruger økologisk bomuld frem for konventionel bomuld.

Problematisk med økologisk bomuld

Men de data, vi kan lave miljøanalyser ud fra, indikerer, at det ikke er entydigt godt at skifte til økologisk, og det kræver i øvrigt mere end et materialeskifte at sikre bæredygtighed. Samtidig promoverer modebranchen et skift til syntetiske fibre, fordi det antages, at man i nærmeste fremtid kan løse problemerne med genanvendelse, hvis man bruger syntetiske fibre. I dag er det primært de naturlige fibre, der genanvendes. Og så er der mikrofiber problematikken, hvor selv samme modebranche bandlyser plasttekstilerne. Men uden at forholde sig til, at bomuld, uld mm. slides hurtigere end de syntetiske, og at disse tekstiler også genererer mikrofibre.

Det er komplekst at sikre mere bæredygtighed i branchen. Derfor er det vigtigt, at vi får regulering, og at den er viden- og evidensbaseret og transparent.

Da ingen kan spå, giver det mest mening at starte med at regulere efter, hvad vi allerede ved, og hvordan tingene er i dag. Der er nye muligheder på vej, og ligesom på andre områder kan regulering laves, så den tager højde for udviklingen eller også kan den revideres. At vente på udviklingen kan derimod være med til at bremse den eller sende den i den gale retning.

Det er ikke nok at sikre en bedre indsamling af kasserede tekstiler, når vi allerede i dag ved, at der er problemer med genanvendelse af materialerne. På plastområdet, hvor indsamling og genanvendelse har været i fokus i væsentligt flere år, er det først inden for de senere år, at man er begyndt at fokusere på kvaliteten af den genanvendte plast (fx i EU's nye plaststrategi) for at sikre, at det kan indgå i ny produktion.

Det er ikke kun produktionen og indsamlingen af tekstilerne, der skal kontrolleres. Der skal også strammes op på markedsføringen på området. Det kræver nok ikke ny lovgivning, men der bør kigges på, hvordan grønne produkter markedsføres.

Vildledende ord

Når vi tillader at ord som bæredygtig kan bruges uden videre, reducerer vi fagord til tillægsord på lige fod med pæn og flot. Uanset om ordbrugen er tilsigtet i en kommunikationsstrategi eller måske endnu værre fordi producenten tror det er bæredygtigt, er det vildledende. I dag ved alle, at man ikke må kalde ting økologiske, hvis de ikke opfylder visse krav.

Kunne man lave en løsning, hvor man faktisk lod forurenerne betale, i stedet for dem der forsøger at tage ansvar, vil man komme langt. Hvis virksomheder, der kan dokumentere at de efterlever visse krav, får reduceret afgifterne frem for at blive pålagt udgifter til certificering mm, ville man kunne skabe en økonomisk og formidlingsmæssig motivation for at ændre de forhold, vi allerede ved er problematiske. Hvis kravene løbende revideres, vil det samtidig fremme udvikling af grønnere løsninger.