Ingen er i tvivl om, at sommeren 2018 har været bemærkelsesværdig. Ingen kan være i tvivl om, at det skyldes klimaforandringerne. Og for en gang skyld har konsekvenserne ramt så tæt på, at vi herhjemme i lille Danmark føler behov for at få rettet op.

Har man påtaget sig ansvaret for at indsamle en så ressourcetung fraktion som tekstiler, har man også ansvaret for at håndtere den bedst muligt.

Hvad har det så med tøjindsamling at gøre? Jo, tøj og tekstiler er den fjerde mest forurenende sektor alene i EU. Der er et kæmpe miljøpotentiale i at stoppe overforbrug af tøj, men også i at sikre at tøjet og tekstilerne håndteres korrekt, når vi ikke ønsker at eje det længere.

Netop derfor kan det undre, at kommuner og forsyningsselskaber ikke vægter klimaansvaret højere i deres indsamling af tøj og tekstiler.

Allerede i 2012 anbefalede Nordisk Ministerråd, at der indføres en certificering af tøjindsamlerne for at sikre bedst mulig ressourcehåndtering. Anbefalingen er gentaget mange gange siden, også for at få sikre data fra og indsigt i tekstilindsamlingen. Senest anbefalede Miljøstyrelsen i sin rapport fra juni i år vedrørende undersøgelsen af flowet af tekstiler i Danmark, at man indfører certificering, blandt andet for at sikre bedre indsigt i branchen og dens data.    

Krav til indsamlingsorganisationer?

Størstedelen af tekstilindsamling i Danmark sker stadig via indsamlingsorganisationer. Dette er atypisk for affaldsindsamling, fordi al anden affaldsindsamling primært sker med henblik på økonomisk og miljømæssig optimering. Tekstilerne har indtil cirka 2011 været næsten helt ude af affaldsområdet, fordi det er håndteret af indsamlingsorganisationerne. 

Men med den øgede viden om tekstilernes miljøbelastning er der kommet stigende fokus på området. EU's kommende affaldsdirektiv kræver obligatorisk separat indsamling af tekstiler i EU fra 2025. Det er derfor forventeligt, at der fremover stilles større krav til indsamling af tekstiler og dermed også til indsamlingsorganisationerne.

Har man påtaget sig ansvaret for at indsamle en så ressourcetung fraktion, har man også ansvaret for at håndtere den bedst muligt. Set i perspektivet af at stort set alle indsamlingsorganisationerne arbejder med udfordringer og problemer, som er skabt af klimaforandringerne, er det passende, at organisationerne også vedkender sig deres ansvar i tøj- og tekstilindsamlingen.

I Nordisk Ministerråds rapport ”Prevention of Textile Waste” (2012) fandt man, at støtte til en god sag er en væsentlig grund for mange mennesker til at aflevere tekstilerne – derfor er certificeringsordningen udformet, så den tager højde for dette.

Ikke alt tekstil kan genanvendes

Man ønsker altså at fastholde, at indsamlingsorganisationerne fortsat indsamler tekstiler, dels fordi der er brug for det godgørende arbejde, og dels fordi indsamlingsorganisationerne tilsammen har stor viden om god udnyttelse af tekstilerne.

Modsat er risikoen, at hvis organisationerne ikke ønsker at indpasse sig i det normale affaldssystem, skubbes de ud af indsamlingsmarkedet af de almindelige affaldsindsamlere eller nye aktører, der lever op til kravene.

Det er ikke kun indsamlingsorganisationerne, der skal lære. Kommunerne og forsyningsselskaberne skal også lære. Blandt andet at indsamlingsorganisationerne er en anden type indsamler, end de er vant til. De skal også lære tekstilfraktionen at kende, for eksempel at det ikke er alt tekstil, der kan anvendes til noget i dag og dermed ikke alt tekstil, man kan forvente at kunne sælge.

Ud over dialog og oplysning mellem parterne skal der skabes samarbejde og nye veje for indsamlingen. Både for at løse de problemer, vi allerede har i dag, men også de fremtidige. Og man vil komme langt allerede i dag, hvis certificering blev et obligatorisk krav i indsamling.