24 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjemløses rettigheder – eller manglen på samme

Blogs

Ole Skou
Hjemløsejurist
Ansvarshavende redaktør for hjemløseavisen Hus Forbi, juridisk konsulent for de hjemløses organisation SAND, medlem af Rådet for Socialt Udsatte.
Blogindlæg af Ole Skou

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 29. november, 2014, 07:37:56

Hjemløses rettigheder – eller manglen på samme

Der er mange eksempler på, at samfundet ikke tager udsattes rettigheder alvorligt. For eksempel kan en hjemløs ikke klage over ubegrundet udskrivning fra et herberg.

I mit daglige arbejde bliver jeg ofte vred og forarget over, at man ikke tager de svært udsattes rettigheder alvorligt. Hjemløse har sjældent overblik over deres muligheder og rettigheder og giver derfor op.

Jeg kan illustrere problemet med to meget forskellige eksempler.

Første eksempel er hjemløses manglende ret til at klage over et herberg eller forsorgshjems afslag på indskrivning eller en ubegrundet udskrivning.

 Flere millioner kroner er gået tabt for hjemløse og andre udsatte grupper.

I loven står der blot, at ”lederen træffer afgørelse om optagelse”. Men der står intet om klagemuligheder. Den Sociale Ankestyrelse har netop truffet en principiel afgørelse om, at de ikke mener at have lovhjemmel til at behandle klagesager om udskrivning og indskrivning!

Hvorfor i alverden skal der ikke være nogen klagemulighed for de hjemløse? De står dermed i et juridisk tomrum, som jeg ikke tror andre – mere velfungerende grupper – ville finde sig i?

Andet eksempel er den manglende reelle mulighed for tandbehandling af udsatte grupper. I 2012 blev man enige om at afsætte et beløb på 180 millioner over tre år til tandbehandling af udsatte.

Selvom mange hjemløses tænder er i en så elendig forfatning, at de skammer sig, så er mange af disse penge aldrig blevet brugt. Blot i år vil der formentlig være omkring 100 millioner, der ikke er blevet anvendt, og som ryger lige tilbage i statskassen. I alt nærmer vi os altså langt over 200 millioner, der bare forsvinde.

Årsagen hertil er dels et meget bureaukratisk ansøgningssystem, en alt for høj egenbetaling, og at kommunerne ikke har kommunikeret rettighederne ud til de udsatte. 60 procent af kommunerne har end ikke orienteret de udsatte om deres rettigheder.

Egenbetalingen for kontanthjælpsmodtagere over 25 år er først 800 kroner og så 35 procent af resten af regningen. En tandprotese kan nemt komme op på en egenbetaling på 4000 kroner. Vi er her oppe i så store beløb, at de færreste eller ingen hjemløse nogensinde vil kunne skaffe pengene.

Heldigvis forsøger Enhedslisten nu at få genforhandlet ordningen, men flere millioner kroner er allerede gået tabt for hjemløse og andre udsatte grupper.