Som mine læsere ved, går jeg mildest talt ikke op i dansk parti-politik, men alligevel faldt jeg over en artikel i Fyens Stiftstidendes netavis her til morgen.

Overskriften var (bemærk ”var”):
Upopulær – Vikaren fra helvede høster ikke mange stemmer

 

Screenshot fra Fyens StiftstidendeLink

 

Vikaren fra helvede er naturligvis det fynske folketingsmedlem Karsten Hønge (SF), der er midlertidigt er i Folketinget for den sygemeldte Anne Baastrup. Han har flere gange gjort sig bemærket med sin selvstændige tilgang til politik – det kommer vi tilbage til.

Okay tænkte jeg, har ham Karsten nu lavet noget lort, blevet afvist til Vild Med Dans eller noget - og klikkede ind på artiklen, som starter:

Karsten Hønges (SF) vikariat rinder til oktober ud, når Anne Baastrup vender tilbage til Christiansborg. […] Når statsminister Helle Thorning-Schmidt på et tidspunkt udskriver valg, vil Karsten Hønges ansigt atter hænge i lygtepæle rundt om på Fyn. Han går nemlig endnu engang efter en stol på Borgen.

Okay, fint nok. Og så var jeg ved at falde ud af sengen:

Og

49% af de adspurgte mener altså han gjort det godt, 13% er i tvivl – og 25% agter at stemme på ham.
 

Populært eller ej?

I mine ører lyder det RET populært – men jeg hvad ved jeg? Så jeg skrev et par spørgsmål til journalisten bag artiklen og spurgte om der var et eller andet jeg havde misforstået; måske havde de kun spurgt folk der først siger de vil stemme på SF eller sådan noget.

Journalisten svarede hurtigt, at jeg vist ikke havde misforstået det – og at undersøgelsen ikke var videnskabelig (for få respondenter).

Hun skriver afslutningsvist:

”Vi skriver, at kun 25 procent af de adspurgte ønsker at stemme på ham. Resten er enten i tvivl eller vil ikke stemme på ham. Om dem, der har stemt, normalt vil stemme SF, har vi ikke spurgt om.”

Det var lige godt pokkers.. KUN 25%.
Jeg tjekker tallene fra sidste folketingsvalg, hvor det viser sig, at en vælgertilslultning på 25%  omtrent er den samme andel som Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og SF fik af stemmerne på Fyn… tilsammen.
  Link til tal fra Statistikbanken
 

Jeg skrev tilbage til journalisten og spurgte igen, hvordan det på nogen måde kunne tolkes som at Karsten Hønge skulle være upopulær. Svaret kom igen dejligt hurtigt:

”Jo, Peter, du har ret, 25 procent af stemmerne til et folketingsvalg er stort.

Jeg medgiver, at rubrikken kan være misvisende, og har derfor rettet den til:”

 

Kan være misvisende? Kan??

Konklusionen Fyens Stiftstidende drager, er den fuldstændigt stik modsatte af hvad deres egne tal viser.
Karsten Hønge står – hvis man skal tro de tal avisen selv har fundet frem – til et kanonvalg, hvor han ikke bare selv stryger i folketinget, men kan hive 2-3 kollegaer med. Og det er på en eller anden måde upopulært? (Pointen er ikke om tallene rent faktisk holder – det gør de ikke – men, at den vinkling der finder sted i artiklen, er fuldstænding håbløs.. sort er blevet til hvid).

Medierne for Magten

Jeg kan sagtens overbevises om, at journalisten bare har lavet en hændelig fejl – hun har måske ikke rigtig forstået sine tal – men sagen illustrerer i mini-format den mekanisme jeg så tit har skrevet om (her i forhold til Irak-krigen, i forhold til Palæstina, i forhold til NSA-skandalen og i forhold til Se & Hør) som i sin grundform går ud på:

Medierne i Danmark ser det hovedsageligt som deres rolle at forsvare og forklare den til enhver tid herskende politiske konsensus. Vi har basalt set to semi-fløje (Rød Stue og Blå Stue) i dansk politik, som er enige de store træk og kun uenige i taktiske småjusteringer. Det er derfor, at trods skiftende regeringer, forbliver den førte politik stort set den samme (plus/minus 2 procent i skat, en marginalt forskel i ”tonen” vedrørende udlændinge politik). I mediernes optik, er dette politiske konsensus det rigtige, det seriøse, det ansvarlige og realistiske -  det vælgerne vil have – for vores politiske elite vil os det jo godt og vi har et super demokrati og frie medier herhjemme.

Når så man man ikke holder sig til det, MÅ der jo være noget galt – man er skør, langt ude, ikke realistisk, upopulær. Så længe man som politiker holder sig skarpt indenfor dette system, er alt i den skønneste orden – men så snart man træder bare et enkelt skridt udenfor og siger: ”hey.. jeg er sgu da ikke her, bare for at holde maskinen i gang – jeg repræsenterer faktisk nogle vælgere; jeg har nogle grundlæggende værdier” er fanden løs i laksegade.

Det, at træde et par forsigtige skridt udenfor  er  – igen, uanset om man kan lide hans parti eller hans politik eller ej–  hvad Karsten Hønge har gjort i sin vikarperiode i folketinget.

Hønge i Folketinget – DONG & NSA

Først, rullede DONG-sagen, hvor regeringen mente at den amerikanske ”investeringsbank” Goldman Sachs skulle have vigtig dansk energi-infrastruktur smidt i hovedet, på trods af massive folkelige protester og advarsler fra en lang række eksperter. Karsten Hønge, der nærmest lige var indtrådt i folketinget sagde nej tak (og repræsenterede derved sine vælgere og (formodentligt) sine principper, i stedet for som så ofte i dansk politik, bare at lægge sig fladt på halen overfor den politiske elites konsensus – den ”nødvendige politik”.

Denne affære endte som bekendt med, at SF måtte trække sig ud af regeringen, og Hønge fik tilnavnet ”Vikaren fra Helvede”. Uanset hvor man står i forhold til Rød Stue/Blå Stue, kan en sådan titel dårligt opfattes som andet en yderst positivt.

Snart efter, stillede Uffe Elbæk og Enhedslisten lovslag i folketinget om, at Danmark burde give den amerikanske NSA-whistleblower, Edward Snowden ophold og beskyttelse i Danmark. Ingen andre partier havde rygrad til at bakke op. I den forbindelse iværksatte jeg en underskriftsindsamling til fordel for lovforslaget og bad en lang række (stort set alle) medlemmer af folketinget om at skrive under. Udover Elbæk og Enhedslisten som jo nærmest var selvskrevne , fordi lovforslaget kom fra dem, var der kun ét eneste andet folketingsmedlem der turde trodse sin partitop og støtte op: Karsten Hønge – hvilket der kom en del skriverier ud af.

Lovforslaget blev selvfølgelig ikke vedtaget – det var urealistisk, skørt, upopulært - selvom en meningsmåling foretaget af Politiken viste, at 89% af bladets læsere bakkede op.

Forsvindende upopularitet

Nå, tilbage til Fyens Stiftstidende: Jeg takkede journalisten for at have ændret overskriften og spurgte om de så også ville ændre teksten, så den giver udtryk for, at deres egen måling rent faktisk siger at Hønge er vildt populær.

Jeg nævnte også at det er ret god skik at nævne i teksten når man foretager substantielle rettelser.
Det har jeg ikke fået svar på endnu.

Jeg spurgte så i stedet Karsten Hønge selv, hvad han siger til, at han tilsyneladende har massiv opbakning på Fyn (hvor det jo er planen han vil stille op til næste folketingsvalg),

Han svarer:

”HVIS jeg skulle få 25% - og 13 % som mulige vælgere - vil det jo være en jordskredssejr, der vil give udslag på Richterskalaen.

 Når man kommer fra et mindre parti som SF er en "popularitet" på 49% fantastisk. Man skal vel rimeligvis regne med at borgerlige ikke er så begejstrede for en ræverød politiker som mig.”

Jeg spørger ham:

Du har i et vist omfang optrådt "selvstændigt" i forbindelse med dit folketingsarbejde (fx Dong, lettere opbakning til Asyl til Snowden. Hvis ellers tallene holder (25/49%) hvad synes du så det siger om den danske befolknings appetit på MF'ere der prøver at sætte principper over "karriere"?

Hønge svarer:

”Jeg er sikker på at vælgerne er trætte af politikerkloner, der danser selvsving med hinanden. Lad os få noget mere ærlighed og folkelighed ind i politik. Man kan kende mange politikere på lang afstand, for jakkesættets pressefolder matcher de stive ansigtsfolder. Alt er tænkt ind i en taktisk sammenhæng, og der skal hele tiden sendes signaler til de andre politikere. Jeg synes at det er vigtigere at have en dialog med vælgerne. Politik er blevet en elitesport for mennesker med de længste uddannelser, mens mange kortuddannede, håndværkere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere har svært ved at genkende sig selv i partierne. Vælger ønsker klar politik og klar tale....og det er vel egentlig ikke for meget forlangt?”

Amen.

Hvis det – klar politik og klar tale – er så populært som Fyens Stifttidendes artikel viser, er der en masse medier og politikere der snart går i panik.