En vigtig afgørelse står for døren. Enhedslistens medlemmer er i gang med en urafstemning. Skal Enhedslisten forlade sin gamle position som aktiv i Folkebevægelsen mod EU, eller skal Enhedslisten nu selv skal stille op til EU-parlamentet? På en eller anden måde ser det ud som om, at nogle folk i Enhedslisten undervurderer danskerne og overvurderer Enhedslisten. 

Det er blot få måneder siden, 3. december, at danskerne hældte retsforbeholdet af brættet. Det var godt gået. Modstanden mod afgivelse af resterne af den nationale suverænitet, mod finanskapitalens og industrimonopolernes EU, mod teknokrati, mod EU’s nedskæringstraktater, og ja, mod EU’s håndtering af flygtningekrisen. Tilsammen peger disse og flere grunde til at vende EU ryggen på et interessant alternativt samfund. 

Nogle argumenterer for Enhedslistens soloopstilling med, at op mod 45 procent af dem, der stemte på Enhedslisten til folketingsvalget, ikke stemte på Folkebevægelsen til parlamentsvalget. Argumentet er, at Folkebevægelsen ikke udtrykker en socialistisk stemme. 

For det første er Folkebevægelsen en mangfoldig bevægelse med mange forskellige stemmer. Og mange af dem, Enhedslistens folk møder i Folkebevægelsen, vil de også møde i kampen for arbejdsforhold, boliger, velfærd med videre. Her mangler venstrefløjen at udvikle nogle metoder.

Valgene i Barcelona peger på et uudnyttet potentiale.

 

For det andet er det jo langt fra sikkert, at de 45 procent ville stemme på Enhedslisten alligevel. En del af dem, der har stemt på Enhedslisten, kommer jo fra for eksempel SF og har en pro-EU-linje med i bagagen. Er udfordringen for Enhedslisten ikke netop altid selv at være klare i mælet mod EU? Jeg er selv usikker. Vil alle medlemmer af Enhedslisten ud af EU, som det står i programmet, eller vil de være en rød, transformerende kraft i EU?

Og så handler det også som noget andet. At bygge bevægelser op nede fra – på alle spørgsmål. Lad mig nævne Barcelona.

Året inden der var valg til byrådet i maj 2015, satte nogle personer sig sammen. Enkelte af dem fra boligbevægelsen PAH. De tog initiativ til en platform – Barcelona en Comú (Barcelona i fællesskab). Kravet var, at programmet skulle udvikles i en dialog i byens kvarterer, så alle bragte noget til bordet. Som de sagde, 'vi ønsker ikke en alfabetsuppe’, hvor partierne strikker et program samme fra toppen. Et andet krav var, at halvdelen af kandidaterne skulle være uafhængige. Tre partier gik med, blandt dem Podemos. Valget resulterede i, at Ada Colau fra Barcelona En Comú i dag er borgmester for et byråd og laver mange gode ting.

Ud fra næsten samme model tog folk fra Barcelona en Comú et nyt initiativ op til parlamentsvalget i december 2016: En Comú Podem, dannet af medlemmer fra tre organisationer, blandt dem Podemos. Det samme skete i få andre byer. Resultatet var, at i En Comú Podem fik 12 sæder i Madrid, Galician En Marea fik 6, Compromis-Podemos-És i Valencia fik 9 sæder. I alt fik de tre byplatforme 27 sæder og Podemos i øvrigt 42.

Det er et tankevækkende resultat, der peger på et uudnyttet potentiale i denne form for politik, som minder om den socialistiske bevægelses tradition for brede frontorganiseringer.