30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Samfundet må tage et ansvar i ’de grimme skilsmisser’

Blogs

Rasmus Kjeldahl
Direktør i Børns Vilkår
Formand for Københavns Madhus, næstformand for Poesiens Hus, tidligere direktør i Forbrugerrådet.
Blogindlæg af Rasmus Kjeldahl

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 20. marts, 2015, 07:54:13

Samfundet må tage et ansvar i ’de grimme skilsmisser’

Der er brug for politisk handling. Vi kan ikke se til, mens flere og flere skilsmissekonflikter river børnene følelsesmæssigt i stykker og ødelægger livet for børn og voksne.

”Forældre skal lære at elske deres barn højere, end de hader deres eks,” har et barn sagt på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

Sådan er det desværre langt fra altid. I alt har landets fogedretter modtaget 2527 sager fra forældre, som enten ikke har fået et barn udleveret til et aftalt samvær, eller hvor en part ikke efterlever en afgørelse om barnets bopæl eller forældremyndighed.

Det viser nye tal fra Domstolsstyrelsen, som samtidig viser, at sager modtaget  i fogedretten er stedet med 53 procent, siden Forældreansvarsloven blev vedtaget i 2007.

Skal man kunne afhente børn, som man afhenter møbler, hvor afbetalingen er misligholdt?

Tallene er et udtryk for, at antallet af højkonfliktsager har været stærkt stigende. Bag hvert sagsnummer findes børn, der kan være taget som gidsler i forældrenes kampzone. I enkelte af sagerne går det så vidt, at fogeden og politiet bruger magt for at afhente børn til samvær.

Stigningen i antallet af højkonfliktsager må ses i lyset af ændringen af Forældreansvarsloven i 2007, der betød et øget fokus på ligestilling i forbindelse med skilsmisse.

Selvom ligestilling generelt må hilses velkommen, kan det også betyde, at antallet af uenigheder stiger, og flere forældre havner i konflikt – der er simpelthen flere ting, man kan blive uenige om.

Fra forskning ved, vi at skilsmissekonflikter påvirker både barnets trivsel, indlæringsevne og evne til at indgå i sociale relationer.  Derfor kan øget ligestilling for nogle børn betyde, at prisen ved skilsmisse bliver højere.

Systemet, som det er i dag, er primært er fokuseret på juridiske afgørelser. Afgørelser, der ikke i sig selv ændrer på den grundlæggende følelsesmæssige konflikt mellem forældrene. Men er tiden ikke snart inde til at tænke nyt? Er det for eksempel rimeligt at indblande fogedretten i skilsmissesager? Skal man kunne afhente børn, som man afhenter møbler, hvor afbetalingen er misligholdt?

Vi har brug for et system, der har mere fokus på hjælp end på jura. Forældre, der gennemgår en skilsmisse, skal have intensiv vejledning om barnets behov i en skilsmisse. Går forholdet mellem forældrene alligevel i hårdknude, bør myndighederne kunne tilbyde et decideret børnesagkyndigt rådgivningsforløb, der giver forældrene redskaber til at have fokus på børnenes behov – fremfor deres egne - i skilsmissen.

I de familier, hvor der er gensidige beskyldninger og mistanke om misbrug og overgreb, burde vi have et udrykningshold,som kan gå i aktion,straks et samvær bryder sammen. Holdet skal gribe konflikten i sin vorden og udrede, hvad der er på spil i familien og beslutte,hvad der skal gøres. Indsatsen bør være skræddersyet til den enkelte families behov og bygge bro mellem de forskellige myndigheder.

Der er brug for politisk handling. Vi kan ikke se til, mens flere og flere skilsmissekonflikter river børnene følelsesmæssigt i stykker og ødelægger livet for børn og voksne.  Alle børn har ret til en tryg barndom.

Nyeste blogindlæg