Det store slag er i gang, og det foregår især om vores arbejdsmarked. Hvem skal have hvilke rettigheder?

Ligesom langt de fleste, så går jeg ind for ikke-diskrimination. Naturligvis ønsker vi ikke at diskriminere på baggrund af for eksempel nationalitet. Problemet er såmænd mere, at EU er meget optaget af ikke-diskrimination, når det handler om retten til at tage et job i et andet land, men ikke når det handler om, hvilke løn- og arbejdsvilkår man arbejder på.

Lad os se på søfartssektoren. Her har EU-domstolen slået fast, at søfart er omfattet af reglerne om ikke-diskrimination, og at bopæl ikke er et objektivt kriterium for at fravige denne ret.

"Modtagerlandprincip" betyder, at når folk kommer og arbejder i et andet land, så skal de mindst arbejde under de forhold, der gælder i dette land.

Alligevel har vi i Danmark DIS-loven, som siger at søfarende uden bopæl i Danmark ikke kan omfattes af kollektive overenskomster indgået med danske faglige organisationer. De bliver altså diskrimineret! Det er jo helt forkert. Polske, tyske og italienske søfarende på danske skibe, skal naturligvis ikke udsættes for diskrimination. De skal selvfølgelig omfattes af danske overenskomster.

I forbindelse med bortskaffelse af kemiske våben fra Syrien er problemet aktualiseret. Den danske stat har påtaget sig transporten til destruktion med det danske skib ARK FUTURA.

Og på ARK FUTURA må en del polske søfarende tage til takke med løn- og arbejdsforhold, der er langt ringere end de der gælder for deres kollegaer, som bor i Danmark. Det er jo et problem for både de polske søfarende og de danske.

EU’s ensidige fokus på retten til fri bevægelighed må stoppe. Det er tid til at sætte ind overfor den diskrimination i forhold til løn- og arbejdsvilkår, som den vandrende arbejdskraft udsættes for på arbejdspladser rundt omkring i EU til lands og til vands.

Og der er en meget enkel løsning. Man kunne lave et modtagerlandprincip, der betyder, at når folk kommer og arbejder i et andet land, så skal de mindst arbejde under de forhold, der gælder i dette land. Det ville i virkeligheden ikke være voldsomt kompliceret.

Når det store slag tages om vores fremtidige samfund, så må vi stå fast på, at kampen mod diskrimination og social-dumping er uløseligt forbundet, og indførelsen af et modtagerlandprincip er den eneste vej frem.