29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På vej ud af EU

Blogs

Rina Ronja Kari
Medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
31 år og født på Nørrebro i København. Cand. soc. i virksomhedsledelse og organisationssekretær hos Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Har været aktiv EU-modstander siden 2000.
Blogindlæg af Rina Ronja Kari

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 26. oktober, 2013, 09:15:02

På vej ud af EU

I det kommende år står vi overfor mindst én og sandsynligvis to store afstemninger, og de falder samme dag.

Når vi i Folkebevægelsen mod EU mødes til landsmøde i denne weekend, så er det for at udstikke vejen ud af EU.

Det kan måske lyde lige flot nok, men det er jo grundessensen i vores arbejde og dermed også retningsgivende for, hvad vores fokus vil være på og hvor vi vil lægge kræfterne.

I det kommende år står vi overfor mindst én og sandsynligvis to store afstemninger, og de falder sørme samme dag.

Danskerne skal gå til stemme-urnerne med det afgørende spørgsmål i hovedet: Skal EU bestemme alt?

Det betyder, at vi i skal have befolkningen til stemmeurnerne for at stemme NEJ til EU’s patentdomstol og for at sætte kryds ved liste N. Og det er jo ikke helt tosset at kunne give EU klar modstand to gange på én dag.

UDEMOKRATISK

Vi må dog huske, at vi ikke kan ændre på det udemokratiske projekt, EU, hverken ved at sige nej til patentdomstolen eller ved at blive valgt til EU-parlamentet. Begge dele skal derimod ses som redskaber på vejen mod vores endemål.

Ved at sige nej til EU-patentdomstolen afviser vi, at give EU endnu mere magt. 

Vi afviser, at indgå i et mildest talt problematisk projekt, som skal tjene de store virksomheder, men som kommer til at give problemer både for mindre virksomheder og for samfundet som helhed. Det er muligvis ikke det mest inspirerende emne, men det er vigtigt, og vi vil derfor kaste vores kræfter ud i kampen for et nej til patentdomstolen.

Det vil vi naturligvis gøre alt imens vi fortæller om de grundlæggende demokratiske problemer med EU. Vi vil fokusere på, hvordan EU blander sig i alle dele af vores samfund, og vi vil presse på for at få helt almindelige mennesker til at forhold sig til spørgsmål som:

Er det rimmeligt, at EU skal bestemme, hvem der skal have ret til SU? Eller hvordan vores dagpengesystem er indrettet? Eller om vi må lave et register over udenlandske virksomheder, så fagforeningerne kan kæmpe for overenskomster? Nej, vil svaret lyde fra rigtig, rigtig mange mennesker. 

Alligevel går EU-tilhængerne rundt om den varme grød uden rigtigt at ville tage konfrontationen. Hvis vi skal afvise, at EU skal blande sig, så skal vi ikke bare pænt bede dem om det – det har vi nemlig allerede prøvet. Den danske regering har flere gange bedt EU om at blande sig uden om, blandt andet i forbindelse med SU-dommene i foråret/sommeren.

Nej, det kræver, at vi er klar til at tage konsekvensen. Hvis vi vil afvise EU’s indblanding, så nytter det ikke bare at bede pænt, så må vi kræve, at de blander sig uden om – og vi må være klar til at tage konsekvensen, når de ikke vil lytte, nemlig at melde os helt ud af EU.

Så bliver det naturligvis også vores opgave i Folkebevægelsen mod EU at fortælle, at det faktisk slet ikke er nogen dum konsekvens. Tværtimod vil det være rigtig positivt, at vi melder os ud og det rummer gode muligheder for både vores demokrati, velfærdssamfund og samarbejde med resten af verden.

STORE MULIGHEDER

Det er altså ikke noget at være bange for. Vi står overfor store muligheder og store udfordringer. Vi skal på én gang forholde os meget konkret til de to afstemninger, samtidig med at vi perspektiverer det til det store EU-medlemsskabs-spørgsmål. Heldigvis mærker vi medvind i befolkningen, og meningsmålingerne tyder på, at den generelle EU-modstand har det godt. 

Det ændrer bare ikke på, at vi skal tage opgaven seriøst og alle mænd og kvinder må på gaden og snakke med befolkningen. Det er vigtigt, at ingen glemmer, hvor meget EU blander sig i vores samfund og det er vigtigt at alle ved, at der er en anden vej – nemlig ud af EU. Når vi kommer til d. 25. maj 2014 skal danskerne gå til stemmeurne med det afgørende spørgsmål i hovedet: Skal EU bestemme alt?

Nyeste blogindlæg